De udødelige guders by

I sidste uge sad min kone og jeg med vores tre måneder gamle søn hos lægen. Vi sad der, fordi han skulle have sin tremåneders vaccination. 

Det var selvfølgelig ikke sjovt for ham at få stukket en nål i sine søde, små, tykke ben, men han kom nu hurtigt ovenpå igen. Om aftenen skulle han dog få en temperatur på 38½ grad, men om morgenen var den væk, og han var igen i fuld gang med at fortælle os, om alt hvad han havde lavet om natten - selvfølgelig på sit eget sprog bestående udelukkende af vokaler. 

Det er aldrig rart at ligge med 38½ i feber. Man kan mærke i leddene og hovedet, hvordan kroppen er skræddersyet til de 37 grader; 1½ grad mere og systemet begynder at knirke, men overfor kighoste og polio er feber på 38½ en pris så lille, at man må regne det for gratis.

Vaccinen er således mere end blot smart, den er utrolig på to måder. Den første måde er indlysende, det er utroligt, at vi mennesker har kunnet udvikle den, og at vores kroppe fungerer sådan, at vi ved et lille stik kan analysere og downloade en antivirus, så vi ikke skal frygte, at vores børn blive lamme eller direkte dør af polio. 

Men det egentligt utrolige er det skridt, som vaccinen er en del af, for med vaccinen er mennesket trådt ud og over døden - naturens dom. Den menneskeskabte vaccine gør, at vi kan overleve eller parere naturens dom. Ligesom vores maskiner, teknik og kultur er med i skridtet fra naturen til byen, hvor vi kan leve tilsyneladende trygt afskærmet fra naturens dom. 

Vi kan se forskellen på vores ”byliv” og dyrenes naturliv på de dyr, vi har tæt på. Fuglene i byen er ikke begyndt at bygge reder med tag, døre og vinduer, katten tager ikke fodgængerovergangen, og dådyret står stadig på vejen i tusmørket. De lever alle et naturliv i kulturen og lever derfor alle et liv, hvor naturens dom - døden - er om hjørnet. 

Sådan forholder det sig ikke med mennesket. Med vores kultur, lyskryds, sæbe og vaccine har vi jaget døden ud af vores by, vi ser den ikke, vi tror ikke længere på den. 

Sådan kan vi i byen leve som udødelige guder, der ikke har sprog eller forståelse for døden. Den pakkes væk, glemmes og sættes op på loftet sammen med alt det, der ikke er relevant for vores liv. I en sådan by er du helt alene, når døden så faktisk bliver forståelig og frygtelig konkret. Når den kommer ned fra loftet og pludselig fylder hele stuen med sin stilhed. Den kan ikke luftes ud, for der kommer ikke noget udefra, der kan tage fat i døden. Du kan mærke den, selv hvis du går en tur, for døden sidder i tøjet og skiller dig ud fra de udødeliges bys velmente ord og larm. 

Da kan du gå til huset, som så mange sørgende har gjort før dig, til korset, og her høre det utrolige: 

Den sande Gud levede dødeligt.