Lad det blive samtalens og integrationens år

Krigen i Ukraine har snart varet et år. Jeg tror og håber, at det har ændret en stor del af befolkningens syn på flygtninge, som ofte kun har været baseret på populisme og had hos nogle politikere, avisernes overfladeberetninger og udtryk som ”Jeg har hørt”, ”min ven eller nabo har oplevet”, ”jeg har læst” og lignende indirekte ”møder”.

Ergo fordomme, kvarte sandheder, egen angst for andre/andre synspunkter og kulturer, og regulær egoisme: Jeg vil bevare mit hjem, mine penge, min tryghed. Ren magt og uvidenhed. 

Jeg har personligt fået en del venner fra Ukraine og mødt venlige og næstekærlige mennesker, der vil integration, og som er stolte af deres egen kultur. Vi har drukket te og kaffe, oplevet sammen, jeg har undervist i dansk og fået smagt mange ukrainske retter. Vi har sunget, vist billeder og videoer og dermed lært en del om hinandens kultur. Berigende for begge parter. Og jeg skal lige sige, at jeg også har venner fra andre kulturer og lande i Afrika og Mellemøsten med videre. Også disse møder har været berigende og frugtbare.

En samtale kræver mindst to personer. Og vel at mærke to personer, der også lytter til hinanden. Og ikke kun vil enetale. Enetale er magtens redskab sammen med våben og stramme regler. Det har vi set rigeligt af. Globalt og i Danmark. Derfor tror jeg ikke på, at Putin vil samtale/fred.

Nej, kun rå magt. Modbydeligt. En fred opnås ikke, hvis den ene part kun vil magt og vil erobre landområder. Og en samtale ødelægges ved enetale, hvor den ene part ikke lytter. Jeg håber med andre ord, at samtalen vil udvides i Favrskov. Sammen kan vi meget og vi kan lære af hinanden. Lad det blive samtalens og integrationens år. Og året med den ægte fred.