Helt normal praksis at ændre indstilling fra forvaltningen
Thomas Storm svarer på debatindlæg fra Anton Svidt Christensen om prioritering af solcelleanlæg.
Byrådet i Favrskov Kommune har godkendt prioriteringen af 19 indsendte forslag til vedvarende energianlæg (VE).
Prioriteringen, som et samlet byråd står bag, er første del af en videregående proces for Favrskov Kommunes arbejde frem mod Klimaplan 2050. Prioriteringen af de indkomne forslag til VE-anlæg er første prioriteringsrunde frem mod delmålsætningen i 2030.
Arbejdet med forudgående behandling og kvalificering af forslagene, inden fremsendelsen til byrådets behandling, har været omfattende. I den forbindelse har byrådets medlemmer været involveret i processen med de indkomne forslag.
Anton Svidt Christensen anfægter her i spalterne, at Venstre på byrådsmødet 31. januar 2023 roser forvaltningens sagsbehandling af denne proces. Og at Venstre har stemt imod forvaltningens indstilling af ansøgning nr. 15, som Anton Svidt Christensen oplyser er hans eget indsendte forslag.
Forvaltningen har gjort et godt forarbejde med kvalificering af de 19 forslag. Byrådet har prioriteret indenfor kategorier af flere faser, hvoraf fem ansøgninger er udpeget til første fase, og yderligere tre ansøgninger er med i fase to. Fem ansøgninger har fået meddelt afslag, og resten af ansøgningerne kan komme med i en ny kommende kvalificeringsrunde, hvor også ansøgning nr. 15 er med.
Det er helt normal praksis i alle sager, der behandles politisk, at der i processen kan blive ændret på forvaltningens indstilling. I dette tilfælde er ansøgningen ændret fra ikke at være med i videre proces til at være med i det videre arbejde for at nå målsætningen for Klimaplan 2050.