Er Gud mand eller kvinde?

For nylig kunne vi læse i nyhederne, at den engelske kirke diskuterer, hvorvidt Gud er en ”han” eller en ”hun”. En britisk præst har nemlig bedt om lov til at omtale Gud i kønsneutrale vendinger. 

Måske tænker du, at det er en lidt pudsig debat, for er Gud ikke bare Gud? Godt nok kalder vi Gud for ”Far”, når vi for eksempel beder Fadervor, men er det vigtigt? Og skal en samfundsdebat nu også smitte af på den måde, vi taler om tro og kristendom på? 

Det korte svar er ja. 

Diskussionen om Guds køn er nu slet ikke ny, men er selvfølgelig blevet aktuel igen, nu hvor vi er begyndt at stille spørgsmål ved, hvordan vi bruger han/hun/den/det, og hvordan sproget har en stor betydning for, hvordan vi forholder os til os selv, vores kroppe og hinanden. 

Siden oldtiden har kirken sådan set anerkendt, at Gud hverken er en mand eller en kvinde, men når det er sagt, er vi opdraget til at henvende os til Gud, som var Gud en mand. Den vestlige kultur har altid været – og er stadig i mange henseende, patriarkalsk; det vil sige at begreber som beskyttelse, magt og viden associeres med det mandlige. Og de fleste af os tænker ikke altid over, hvordan vi både i vores institutioner, vores opdragelse af vores børn og ikke mindst i vores sprog mere eller mindre ubevidst bærer denne patriarkalske vægtning videre. 

Men tanken om at Gud både besidder kvindelige og mandlige sider, er som sagt meget gammel. I nogle af de ældste bibelske tekster omtales den kvindelige side af Gud med ordet ”visdom”, som er hunkønnet. Et andet sted sammenlignes Guds omsorg og kærlighed til mennesket ved at beskrive Gud som en mor, der aldrig kunne glemme sit diende barn. 

Vores tro og vores religiøsitet, vores måde at beskrive verden på er uløseligt forbundet til vores sprog. Vores hjerner kan simpelthen ikke danne billeder af noget, vi ikke kan beskrive med ord eller ikke allerede kender og dermed kan forholde os til og mærke. Derfor er Gud traditionelt (i vestlig/europæisk kultur) blevet beskrevet som en ældre, hvid mand med hvidt, langt skæg. Det kan vores hjerner forholde sig til. Men billedet er jo en naiv og meget fattig fremstilling af, hvad navnet ”Gud” er. Gud er hævet over vores begreber, for Gud er altid mere end vi kan fatte. 

Hvis du går ind i domkirken i Cape Town, finder du der en statue af Jomfru Maria stående med det lille Jesusbarn i armene. Og begge er (selvfølgelig) sorte og afrikanske af udseende. Det kan virke mærkeligt for danskeren, der altid har lært, at Gud er hvid og noget meget dansk, hvilket jo også er lidt komisk, da kristendommen opstod i Mellemøsten. Pointen er, at det slet ikke giver mening at tale om, hvorvidt Gud er mere sort end hvid, mere mand end kvinde. For Gud er hævet over disse kategorier; ja Gud er det hele på én gang og meget mere til. 

Det var i øvrigt ved samme kirke i Cape Town, at nu afdøde ærkebiskop Desmond Tutu havde embede. Det skabte stort postyr, da han engang udtalte, at ”Gud er ikke kristen”. Et postyr der netop viser, hvor snævert vores sprog er, og hvor lille vores verden bliver, hvis vi ikke en gang imellem tør udfordre vores egne kategorier. For selvfølgelig er Gud ikke kristen. Mennesker kan være kristne, men Gud er Gud og har skabt verden længe før mennesket begyndte at dele sig op og bekrige hinanden for at finde ud af, hvem der har mest ret og mest magt. 

At vi i det 21. århundrede kan tale offentligt om tro og religiøsitet, skal vi i øvrigt se som en stor gave og en sikkerhedsventil for, at vi ikke lukker os om os selv med det sprog vi bruger og dermed med de valg, vi træffer. At tale om begrebet ”Gud” gør, at vi bliver mindet på, at verden altid er mere og større og dybere, end vi kan begribe. Den erkendelse forpligter os på hele tiden at spørge os selv og vores magthavere: Gør vi det godt nok? Gør vi det kærligt nok? Eller er der sider af tilværelsen, som vi er blevet blinde over for og dermed svigter vores gudgivne forpligtelse som næstekærlige medmennesker?