Hvordan kan vi forbedre dialogmøder på Kultur- og Fritidsområdet?
Et af de vigtige formål med det folkeoplysende område er borgernes demokratiforståelse. Hver eneste forening arbejder på sin måde med demokrati, og netop sammenhold og forpligtende fællesskaber kendetegner vores foreninger.
Men hvordan kan vi i Kultur- og Fritidsudvalget understøtte arbejdet med medlemsdemokrati og udvikle demokratiet mellem foreninger og Kultur- og Fritidsudvalget?
Aktuelt involveres områdets interessenter primært før udvalgsmøder, i form af dialogmøder eller ved, at udvalget placerer møder hos interessenter, som så får mulighed for at give udvalgsmedlemmerne viden om nye tiltag og eventuelle problemstillinger.
Kultur- og Fritidsudvalget mødes i hver valgperiode med repræsentanter for Idrætssamvirket, Folkeoplysningsudvalget, lokalhistoriske arkiver, Kunstudvalget, biblioteker, musik- og billedskoler med flere. Enkelte gange har Kultur- og Fritidsudvalget også indbudt til særlige temamøder, for eksempel om udarbejdelse af strategier på idræt- og fritidsområdet og kulturområdet.
Socialdemokratiet ønsker at have en diskussion af mødeformer, ligesom vi ønsker en dialog om, hvorvidt Kultur- og Fritidsudvalget fremover også skal række ud til andre interessentgrupper.
Hvis vi i udvalget fortsat ønsker møder med interessenter før udvalgsmøder, så skal hele udvalget drøfte, hvordan man kan forbedre disse dialogmøder således, at der opleves en reel demokratisk involvering fra interessenternes side.
Et alternativ kunne være at supplere dialogmøderne med andre og nye former for involvering af kultur- og fritidsområdets interessenter. Her tænkes på samarbejder mellem borgere og politikere, som øger viden, forståelse og demokrati.
Et eksempel kunne være, at vi i det forrige Kultur- og Fritidsudvalg vedtog, at vi årligt ville afholde et møde med fodboldklubberne, for på den måde bedre at kunne lytte til hinanden og komme problemer i forkøbet.
Nye involveringsformer kunne for eksempel være at samle alle aktører til årlige (folke)møder/markeder med stande opdelt efter temaer. Der kunne arbejdes med ”open-spaces” eller samtale-saloner, hvor den direkte samtale kan styrkes og hvor flere medlemmer i foreningerne kan deltage.
Der findes helt sikkert mange spændende måder, hvorpå foreninger kan arbejde med demokratisering af deres medlemmer og hvor politikere kan komme i tættere dialog med borgerne. Det passer fint ind i Socialdemokratiets forslag om revision af borgerinddragelsespolitikken, som vi fremsatte på byrådsmødet 29. marts 2022. Det arbejde glæder vi os til at være en del af.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d