Barndommens land

Nogle gange drømmer jeg mig tilbage til min barndom. Til den tid, hvor jeg ikke skulle tænke på aftensmaden. Ikke hente avisen ude ved vejen. Ikke betale regninger eller gå på arbejde. 

Jeg skulle bare gå i skole. Lege efter skoletid. Helst med Laila, og vi skulle lege med Barbiedukker. Så cyklede vi hen til hinanden med alle vores dukker. Med alt tøjet. Med møblerne. Og kjolerne. Og vi stillede det hele op, og vi legede i timevis. 

Det var nu også sjovt at lege med min veninde Trine og Morten. For Morten havde et indianerfort med rutsjebaner og små huse, hvor Trine eller jeg skulle være ”Moren”. 

Vi kunne være ude i timevis og lege. Lige indtil det blev mørkt. Så blev man hentet, og hvilken lykke det var at komme hjem. Både fordi man var træt, og måske frøs man også, men også fordi lyset derhjemme var så tryghedsskabende. Dengang havde vi også et badekar. Og ”guldtapet” på det mikroskopisk lille badeværelse – jo, jo man er vel vokset op i 70’erne. Og lykken var at sænke sig ned i badekarret efter en lang dag ude og bare være hjemme igen. 

Min barndom var tryg. Mine forældre arbejdede hjemme, og det værste, der kunne ske, var, at man punkterede på vej hjem fra skole. Så måtte man trække hele vejen hjem. Igennem skoven. Det var ærlig talt lidt uhyggeligt – for skoven var mørk, og der var langt – syv km. 

Jeg hørte på et tidspunkt, at grunden til, at man husker så meget fra sin barndom, er fordi alle sanserne står vidt åbne. Og måske er der heller ikke lagret så meget endnu, der kan optage pladsen. 

Jeg kan huske sommereng og skovjordbær. Lyden af asfalt under cyklen. Den sure smag af de umodne stikkelsbær, som vi stjal os til – de var hvinende sure, men bedre end ingenting. 

Alt står prentet ind i min hukommelse. 

I dag kan jeg ikke huske, hvad vi fik at spise i går. Jo, når jeg lige har tænkt mig om, så kan jeg. Men jeg stadig huske, hvordan middagsmaden smagte; den, som blev båret ind præcis kl. 12 til rådhusklokkerne, når jeg var på ferie hos min mormor og morfar. 

Voksdugen, fornemmelsen af voksdugen, og min tynde, høje morfar og min tykke, lave mormor. Jeg husker det, som var det i går. 

I dag er jeg selv blevet mormor, og min vigtigste opgave er at være der for mine børnebørn, som mine bedsteforældre var der for mig. 

Det vil sige, at jeg skal være bevidst om at skabe minder, der kan lagre sig i deres hukommelse, mens deres sanser står åbne. 

Af en eller anden grund elsker mit barnebarn at komme med i kirke. Hun har en lillebror, som er for lille til den slags, så hun og jeg må tage af sted sammen. 

Det gjorde vi i søndags. Det var til en fastelavnsgudstjeneste, hvor jeg ikke selv havde tjeneste, så jeg hentede hende, og vi drog af sted til kirke. 

Børnehave-kirke, kaldte hun det, for kirken lå i nærheden af hendes børnehave. 

Arrangementet var velbesøgt, ja - der var faktisk overvældende mange børn og voksne. 

Der var kreativt værksted inden gudstjenesten, og man skulle selv putte glasur på sin fastelavnsbolle, som vi skulle spise senere. Og endelig, tænkte jeg, begyndte gudstjenesten, og vi satte os i kirken - og kunne ikke se noget som helst. 

Og nu havde mit 3-årige barnebarn oplevet nok. Hun tog min taske over skulderen, og så gik vi. 

Vi hentede fastelavnsbollen, den med blå glasur og tog hjem! 

Hun fortalte og berettede om alt det vi havde oplevet, for selvom vi egentlig aldrig nåede frem til det, vi kom for – nemlig fastelavnsgudstjenesten, så havde alle hendes sanser stået på vid gab, og hun havde oplevet en masse. 

Vi skal af sted igen. Selvfølgelig. Og måske når vi engang igennem en hel gudstjeneste. Men indtil da tager vi det i små bidder og glæder os over alt det, vi allerede oplever, og som vi fremover skal opleve sammen.