Venstres Thomas Storm går forrest i placeringen af solcelleanlæg ved Hadsten
Som den eneste politiker har Thomas Storm været med hele vejen (Planudvalg, ØK-udvalg og Byråd) og om nogen taget ejerskab til placeringen af de enkelte solcelleanlæg.
På byrådsmødet den 31. januar og igen i Lokalavisen Favrskov hylder Thomas Storm på ny prioriteringen af VE-anlæggene.
Måske skulle Thomas Storm prøve at iagttage sine byrådskollegaer, som på en mere afdæmpet måde forsøger at navigere respektfuldt overfor sin forvaltning, og samtidig er bevidste om, at mange borgere vil blive påvirket af beslutningen.
Thomas Storm belærer mig om, at det er helt normal praksis, at politikerne ændrer indstilling fra forvaltningen. Inden Thomas Storm helt påtager sig lærerrollen, vil jeg opfordre Thomas Storm til at aflægge borgmestergangen et besøg. Jeg er sikker på, at der her vil være nogle embedsmænd til stede, som kan forklare Thomas Storm, hvad god forvaltningsskik indebærer.
Det er for eksempel ikke i orden, at der foretages en usaglig forskelsbehandling vedrørende prioriteringen af solcelleansøgningerne. Når det berører så mange borgere, burde det være en selvfølge, at placeringen af solcellerne behandles ens i retlig henseende.
Hvordan kan Thomas Storm overfor borgerne forsvare, at der skabes så vide rammer for professionelle projektmagere, der åbenbart i lang tid har været i dialog med Kommunen?
Thomas Storm og det Nye Venstre er åbenbart blevet så selvfede, at de helt overhører alle advarsler.
Den tidligere borgermester Anders G. Christensen udtrykker tidligt i processen skepsis overfor prioriteringen, hvorfor han sender nogle bemærkninger til fagudvalget før sagsbehandlingen.
Jeg ved godt, at Anders G. Christensen kan dele vandene, men at gemme sig bag sin forvaltning – det har Anders G. aldrig brugt. I næsten tre årtier har Anders G. Christensen været med til at udvikle Hadsten-området. Så er der en person, der har fornemmelse af, hvad området kan holde til, og hvor balancen ligger, så burde det være den tidligere borgmester.
Slip ikke professionelle solcelleudviklere løs på så store bynære arealer. De bosiddende borgere vil blive presset på areal, omgivelser og udsigt!