Hvornår har du sidst set originalen?

Det er nu dejligt en gang i mellem at lægge sig godt til rette i sofaen og så bare følge med i en rigtig feel-good film. 

For nylig genså jeg A Good Year med Russell Crowe i hovedrollen som den travle og succesfulde børshandler Max Skinner. Max har timingen i orden, og det skinner igennem, at han er den dygtigste inden for den verden, så alles øjne er rettet mod ham. Når han sælger, så gør de andre også, og det udnytter Max selvfølgelig. Han lader rygter sive om, at den og den aktie er en dårlig investering, og så sælger de andre investorer ud, hvorefter Max køber dem til en billig penge. 

Livet inden for finansverdenen har gjort Max rig, endda meget rig, men han er også blevet et kynisk menneske. En dag får han en besked. Hans onkel, der var vinbonde i Sydfrankrig, er død, og Max får et brev om, at han står til at arve efter onklen. Max´ første tanke er, at onklens vingård skal sælges. Han bliver dog nødt til at tage til Sydfrankrig for at få ordnet det praktiske. Men så sker der forskellige ting. Hans barndomsven bor på onklens vingård og er ansat til at tage sig af driften sammen med sin kone. De ønsker selvfølgelig ikke gården solgt, det er jo hele deres liv, men Max er ubøjelig. Den skal sælges. 

Men så sker der alligevel noget. Mens han vandrer rundt i vingårdens have, der trods sit forfaldne udseende, emmer af sydfransk charme, så vækkes gamle minder til live. Her spillede han tennis med sin onkel, her sprang han ud fra vippen ned i poolen, der i øvrigt nu er tørlagt og fuld af affald. Stille og roligt vækkes en anden Max til live. Også kærligheden blander sig i hans liv. Han bliver betaget af en lokal kvinde, der har en lille restaurant. Men gården skal jo sælges. Eller hvad? 

I hvert fald tager Max tilbage London. Firmaet, som han er ansat ved, kan godt mærke, at det ikke er samme stålsatte person som tidligere, så Max bliver kaldt ind på chefens kontor. Her bliver han stillet over for et valg. Vil han være partner i firmaet og dermed sikret resten af livet, eller vil han forlade sit job. Mens han sidder og tænker over, hvad han skal gøre, kigger han op og får øje på et maleri af van Gogh med et motiv fra netop Sydfrankrig. »Hvornår har du sidst set originalen?,« spørger Max chefen. Maleriet på væggen er en kopi, men Max ved, at chefen ejer originalen, som står i en bankboks. 

Hvornår har du sidst set originalen? Chefen forstår ikke Max’ spørgsmål. Han forstår ikke det tossede i, at han har så stor en rigdom, men gemmer den af vejen og i stedet omgiver sig med kopier. Hvad er det hele så værd? Lidt ligesom hvis man har så fint et porcelænsstel, at man er bange for at bruge det, og så stiller det mindre fine frem, når gæsterne kommer. Max rejser sig. Han vælger ”originalen” og tager tilbage til vingården i Sydfrankrig. 

Hvornår har du sidst set originalen? 

Jeg kom til at tænke på, at det er et spørgsmål, der gælder – ikke bare i forhold til økonomiske værdier – men jo i lige så høj grad i forhold til vores liv. At vi er tro mod det liv, vi har fået, og at vi ikke gemmer livet væk, men at vi prøver at leve det som en gave fra Gud og give det videre til hinanden.