Affaldssortering – man føler sig jo totalt til grin
I Danmarksdemokraterne arbejder vi hele tiden ud fra et princip om sund fornuft i lovgivningen. Det oplever jeg ikke, at der er i forbindelse med de nye regler.
På min arbejdsplads opfylder vi reglerne om affaldssortering. Vi har brugt mange timer og mange tusinde kroner på indkøb af diverse beholdere, både ude og inde. Vi sorterer mad, blød plast, hård plast, pap, metal og glas, og hvad lovgivningen ellers forlanger af os.
Sorteringsopgaven er en bunden opgave for virksomheder fra årsskiftet, og vi gør et ihærdigt forsøg på at gøre det korrekt.
Vi har lavet en klokkeklar aftale med et renovationsfirma (HCS), som udskifter alle vores beholdere hver tirsdag morgen, hvis de altså kommer til aftalt tid.
Men indholdet fra alle spandene tømmes op i det samme rum i skraldebilen. Det er ikke det, som er aftalt, men det er det, som sker. Man føler sig jo totalt til grin.
Lige om lidt skal samtlige danske husholdninger gøre det samme i 10 fraktioner. Nye beholdere, tusindvis af nye skure bygges til beholderne, millioner af spande installeres rundt omkring i de danske køkkener – og sker der det samme med indholdet herfra?
Hvis renovationsbilerne og firmaerne endnu ikke er gearede til opgaven, så er det da fuldstændig til grin og total mangel på sund fornuft.
Lokalavisen har forelagt Lone Glarbos debatindlæg for HCS, der har sendt et svar, der kan læses herunder: