En lukket dør og et til leje skilt møder forbipasserende på Søndergade. Slagter Knud Schous butik er nu lukket. Foto Anne-Mette Laursen

En lukket dør og et til leje skilt møder forbipasserende på Søndergade. Slagter Knud Schous butik er nu lukket. Foto Anne-Mette Laursen

Slagter Schou flytter fra Hadsten

Lejemålet på Søndergade er opsagt og slagteren rykker til gårdbutik i Laurbjerg samt butik i Randers

Efter masser af år med kød på hylderne, stegt pattegris på gaden og smørrebrød i butikken, rykker slagter Knud Schou fra Hadsten. Det er noget, han har forsøgt i over to år, og her fra årsskiftet er det en realitet. "Der var desværre ikke nogen, der ville købe butikken med inventar, så derfor har jeg fjernet det hele. Det står nu i Laurbjerg, her vil jeg etablere gårdbutik og slagte eksotiske dyr," lyder det fra slagteren, der også privat bor på gården Bakkjærsminde ved Laurbjerg.

Eksotisk kød

Til daglig pendler han nu til Randers, hvor han sammen med Niels W. Møller driver den tidligere Funders Delikatesser og Klosterkælderen på Rådhustorvet i Randers. Her sælger han blandt andet en del eksotisk kød, så som antilope, krokodille og lamakød. Så nu driver han en blandet landhandel med pølsevogn, stegte pattegrise og gårdbutik med snarlig ret til at slagte eksotiske dyr og rådyr i Laurbjerg. "Jeg venter på at få nogle tilladelser, men så snart vi får dem, så har vi samlet det hele i Laurbjerg," forklarer Knud Schou.

Hvad der kommer til at rykke ind i den tidligere slagterforretning, vides endnu ikke. Foto Anne-Mette Laursen

Hvad der kommer til at rykke ind i den tidligere slagterforretning, vides endnu ikke. Foto Anne-Mette Laursen

Uvis lejer

Hvem der rykker ind i slagterens tidligere lejemål på Søndergade, vil ingen endnu fortælle, men fra midt marts vil lokalerne være klar til en ny lejer. Det har ikke været muligt at få fat i Randersegnens Boligforening, der ejer butikslokalerne.

Publiceret 04 January 2011 10:00