Marianne Larsen er klar i denne uge med Hammels første outlet-butik. Foto: Michael Wulff Hansen

Marianne Larsen er klar i denne uge med Hammels første outlet-butik. Foto: Michael Wulff Hansen

Hov - vi købte en tøjbutik

Marianne Larsen var i godt selskab en fredag aften, så skete der ting og sager

"Min mand og jeg var i Ikast en fredag aften hos nogle gode venner, hvor vi kom til at snakke om at starte en internetbutik. Men det så for bøvlet ud. I stedet har Ikast mange Outlet-butikker, og så tænkte jeg: Sådan en skal vi have i Hammel," fortæller Marianne Larsen, mens hun endnu engang må beklage overfor et par trippende kvinder, der gerne vil ind i den nye OutLadies-butik. Den åbner først 14. april på Nørreport 4-6 i Hammel.

Marianne Larsen er rykket ind i nogle lokaler, der har en begrænset fremtid. Allerede om et halvt år skal huset rives ned, men så flytter de tøjet over i nogle andre lokaler i nærheden, regner hun med.

"Vores tøj kommer fra forskllige virksomheder i Ikast, der sælger tøj til store kunder i ind- og udland. Dem har vi nogle gode kontakter til, så vi køber tøjet der til en god pris og kan så sælge det videre her billigt," siger Marianne Larsen, der i det daglige er kendt som sosu-assistent i Favrskov Kommune. Et job, hun fortsætter med.

"Vi får hjælp på her i butikken, som holder åbent onsdag til fredag fra klokken 10 til 17.30 og lørdag fra 10 til 14. Men altså først fra 14. april," siger hun og pakker endnu en kasse op.

Publiceret 13 April 2011 17:00