Søften virksomhed vokser og omsætter nu for over en halv milliard kroner om året

HPH Totalbyg har øget sin omsætning med over 50 procent og forventer ny stor vækst i dette regnskabsår.

Artiklens øverste billede
Jacob Westergreen er medejer og salgsdirektør i HPH Totalbyg, der har hovedkontor på Rho 1 i Søften. Pressefoto

HPH Totalbyg fik i regnskabsåret 2020/21, der går fra 1. juli 2020 til 30. juni 2021, et overskud på 36,2 millioner kroner mod 6,5 millioner kroner året før.

Det væsentligt bedre resultat i 2020/21 end 2019/20 skal dog ses i lyset af, at flere opgaver fra året før er blevet forskudt. Set over to år svarer overskuddet til 21,4 millioner kroner om året. I 2018/19 var overskuddet på 18,7 millioner kroner.

Omsætningen tog endnu er ordentligt hak opad og steg med over 50 procent, oplyser HPH Totalbyg i en pressemeddelelse. Entreprenøren oplyser ikke omsætningstal, men salgsdirektør og medindehaver Jacob Westergreen afslører, at omsætningen på koncernniveau er på over 500 millioner kroner.

Større projekter

Den store vækst hænger sammen med, at HPH Totalbyg i 2020 ændrede strategi og begyndte at bygge større projekter. Et af dem er et nyt logistikcenter i Silkeborg på 21.100 etagemeter til Sport24 og Sports Group Denmark, som afleveres omkring årsskiftet.

»Vi har fremgang med vores fokus på at opføre større domicil- og logistikprojekter. Inden for det seneste års tid har vi vundet 10 større projekter,« siger Jacob Westergreen.

HPH Totalbyg opfører domiciler, logistik, produktion, værksted og sportshaller i hele landet. I det seneste år er der især kommet mange nye ordrer i ”Vækstjylland”.

»Selvom vi arbejder i hele landet, mærker vi tydeligt, at produktions-Jylland er i vækst og efterspørger nye lokaler,« siger salgsdirektør og medindehaver Jacob Westergreen.

Søften siden 2016

Salgsdirektøren ejer HPH Totalbyg sammen med produktionsdirektør Anders Bach. De ejer hver 50 procent af virksomheden, som de overtog i forbindelse med et generationsskifte i 2010. Dengang var HPH Totalbyg en mindre virksomhed på limfjordsøen Fur med 13 ansatte. Siden da flyttede virksomheden til Hadsten og senere til Randers, inden man fandt den nuværende i industrikvarteret i Søften.

»Det var vigtigt at komme længere sydpå. Vi har de fleste opgaver i Østjylland, Trekantsområdet og på Sjælland, og Søften var den bedste placering til pengene,« siger Jacob Westergreen.

I valg af placering af hovedkontoret spillede det ind, at Favrskov Kommune ikke har nogen dækningsafgift, og at Søften ligger centralt i forhold til ejernes bopæl. Jacob Westergreen bor syd for Aarhus, og Anders Bach bor på Djursland.

Gør det selv

»HPH er en mindre, effektiv organisation, tæt på opgaverne. HPH tegner, projekterer, bygger og styrer selv projekterne. Dermed kan prisen holdes nede, kvaliteten oppe og byggetiden kort, og kunden kan se frem til et vellykket projekt. Det er nøglen til, at vi kan vokse markant på top- og bundlinje,« siger Jacob Westergreen og tilføjer:

»Vi er lidt anderledes end nogle af vores konkurrenter. Vi har en stor egenproduktion, og alle funktionærer har deres faste plads på hovedkontoret i Søften. Det sikrer en tæt føling med projektet, dialog med kollegerne og effektive processer. Vi har også det princip, at medarbejderne selv tilrettelægger arbejdsdagen, så de eksempelvis har mulighed for at hente ungerne om eftermiddagen. Arbejdsliv og privatliv skal hænge samme.«

150 medarbejdere

Udover HPH Totalbyg ejer Jacob Westergreen og Anders Bach dag også de to virksomheder Dansk Halbyggeri og HPH Detail og Boligbyg samt 10 ejendomsselskaber.

På koncernniveau er man cirka 150 medarbejdere, jord/betonarbejdere, tømrere, konstruktører og projektledere. HPH Totalbyg står for omkring 80 procent af koncernens samlede omsætning, og omkring 50 af medarbejderne har deres daglige gang på hovedkontoret i Søften, hvor man løbende er på udkig efter flere funktionærer, der vil være med på vækstrejsen.

»Vi arbejder lige nu med omkring 50 projekter fra projektering til udførelse. Ugentligt afleverer vi to-tre projekter. Ordrebeholdningen er god, og vi får løbende mange henvendelser,« siger Jacob Westergreen.

Ordrebeholdningen i det igangværende regnskab viser en vækst på cirka 30-35 procent, oplyser salgsdirektøren, så alt tyder på, at HPH Totalbyg om et års tid kan fremvise en ny omsætningsrekord.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen