Uddannelse: DjH overgår »urealistisk« mål
Trods afskaffelse af tilskud har håndværkerskolen i Hadsten i 2021 nået årsmålet for uddannelsesaftaler.

Den jydske Haandværkerskole i Hadsten har i 2021 opnået 572 uddannelsesaftaler med virksomheder. Tallet dækker over både nye fulde/hele aftaler og restaftaler.
Det er uddannelsesaftalerne, der sikrer, at eleverne på erhvervsskolen får en kontrakt med en virksomhed om at stå i lære.
Måltallet ved årets begyndelse var 560, og det har til tider virket urealistisk at nå målet, oplyser skolens direktør Jesper Kofoed Petersen i en pressemeddelelse fra DjH:
»Alles indsats har været afgørende for, at vi har nået målet. Vi har undervisere af høj kvalitet. En skole, hvor eleverne kan arbejde i værkstederne alle døgnets 24 timer, og så arbejder vi hver dag på at blive erhvervslivets foretrukne uddannelsespartner. Det bærer frugt.«
Erhvervsskolen i Hadsten har i disse år vækst i antallet af uddannelsesaftaler med virksomheder. Måltallet i 2020 var 444 uddannelsesaftaler. Målet blev så rigeligt nået med 573 aftaler, men det skyldtes i høj grad, at trepartsaftalen sikrede et ekstra tilskud til virksomhederne.
»Det tilskud er ikke længere tilgængeligt. Derfor er det glædeligt, at vi alligevel nåede målet i 2021,« siger Jesper Kofoed Petersen.
DjH oplever også vækst i antallet af nye elever med uddannelsesaftaler, både korte og hele aftaler. I 2018 havde 536 elever en uddannelsesaftale. I år var tallet 749.
jr