Utilfreds vognmand: Kommunen spænder ben gang på gang
Vognmand kritiserer Favrskov Kommune for ikke at ville hjælpe ham med at finde en erhvervsgrund. Vi har forsøgt at hjælpe, men han har ikke taget imod hjælpen, svarer kommunen.
»Der er ikke nogen hjælp at hente hos Favrskov Kommune. De ser rødt, når man nævner ordet lastbil, og spænder ben gang på gang. De siger reelt nej tak til, at man kan drive vognmandsvirksomhed, selvom man har Danmarks største privatejede vognmandsvirksomhed (Frode Laursen) i kommunen.«
Sådan konkluderer Louise og Morten Nørgaard, efter de i to et halvt år forgæves har søgt at finde et sted i Favrskov Kommune at drive deres vognmandsvirksomhed fra.
Vognmand Morten Nørgaard ApS, som firmaet hedder, har eksisteret siden 2008 og har kontor i ejernes privatbolig i Foldby. De har otte lastbiler og 10 ansatte, der kører ud hjemmefra og har lastbilerne stående hjemme over natten. Udover de fastansatte har vognmandsvirksomheden mange andre chauffører til at køre for sig, og de har typisk i alt 20-25 lastbiler på vejene om dagen.
Virksomheden kører blandt andet med stabilgrus, jord og sand og udfører mange forskellige opgaver for både offentlige myndigheder, virksomheder og private.
De fleste kunder holder til i Østjylland i Favrskov, Aarhus, Silkeborg og Randers, og chaufførernes tur går derfor ofte omkring grusgravene i Haldum og Romalt. Grusgravene har dog ikke åbent i weekenden, og blandt andet derfor leder virksomheden efter et sted med plads til et lager af stabilgrus og sand, så man også kan køre ud i weekenden.
Tilslutningsafgift
Louise og Morten troede egentlig, alt var på plads, da de for to et halvt år siden fandt en industrigrund i Søften, de gerne ville købe og drive virksomheden fra.
»Vi fik en pris fra kommunen, vi havde accepteret, men så kom det frem, der også skulle betales tilslutningsafgift, hvilket næsten fordoblede prisen til syv millioner. Det har vi ikke råd til som mindre virksomhed,« fortæller Morten Nørgaard.
Vognmanden forstod ikke, der skulle betales tilslutningsafgift, fordi der ikke var tale om en ny grund. Den havde været i brug, så tilslutningsafgiften burde være betalt, hvilket han påpegede telefonisk overfor en medarbejder i kommunen, der ifølge Morten Nørgaard afviste, det skulle være tilfældet.
Fem steder
I den følgende tid fandt Morten Nørgaard frem til fem forskellige steder, der kunne være af interesse: Navervej i Hinnerup og i Søften, hvor Vognmand Ib Bertelsen tidligere har holdt til, Brogårdsvej i Hadsten, en grund i Hadbjerg og en grund på Lyngåvej, hvor der tidligere har været en vognmand.
»Vi fik at vide af kommunen, at hvis vi skiftede cvr-nummer på adressen, var det ikke sikkert, vi kunne få tilladelse til at drive vognmandsvirksomhed. Jeg skulle med andre ord sige ja til at købe en ejendom til flere millioner og derefter vente på at få en eventuel tilladelse. Det kan vi jo ikke,« siger Morten Nørgaard om grunden på Lyngåvej.
Efter de mange mislykkede forsøg på at finde et sted lød det fra kommunen, at man måske kunne finde en landejendom og drive virksomheden fra, fortæller Louise og Morten Nørgaard.
Landejendom
De fandt derefter frem til en tilbagetrukket landejendom på Skanderborgvej 207 lidt syd for Foldby og søgte om en landzonetilladelse til at drive vognmandsvirksomhed på adressen. Den 17. juni modtog de svar fra Favrskov Kommune, som afslog at give tilladelsen.
Kommunen begrunder afslaget med, at en vognmandsvirksomhed ikke hører naturligt til i landzonen, der ikke er udlagt til erhverv. Etablering af vognmandsvirksomhed med oplag af sand og grus og eventuelle containere vil ifølge kommunen væsentligt ændre det omgivende miljø, og det vil medføre en øget tung trafik til og fra ejendommen.
Vognmandsvirksomheden havde i ansøgningen søgt om tilladelse til at opføre en støjreducerende jordvold langs ejendommen, men en jordvold vil ifølge kommunen dominere landskabet, så det vendte man også tommelfingeren nedad til.
Endelig nævner kommunen, at en zonetilladelse kan få en uheldig præcedensvirkning og skabe forventning hos andre lignende virksomheder om at få lov til et etablere sig i landzone.
Louise og Morten Nørgaard ved knap nok, om de skal grine eller græde af kommunens afslag, når de nu havde fået at vide, at det var en mulighed at finde landejendom.
»Det er svært at forstå, når vi nu finder et sted uden naboer, som vi vil totalrenovere, så det ser flot ud,« siger ægteparret, der er særligt uforstående overfor argumentet om tung trafik på Skanderborgvej, fordi der i forvejen kører mange lastbiler på strækningen.
Advokatens vurdering
Belært af erfaring havde virksomhedsejerne denne gang allieret sig med advokat Torben Jensen fra Favrskov Advokaterne. Han har uden held forsøgt at få kommunen til at genoverveje afslaget og peget på andre sager, hvor en kommune har givet tilladelse til at drive erhverv i landzone ud fra en konkret skønsmæssig afvejning.
»Man kan ikke sige, at der er noget egentligt retligt forkert i det, kommunen kommer frem til, men hvis man ville, kunne man godt finde en løsning og give tilladelse. Der er tale om en landbrugsejendom uden naboer, hvor virksomheden hverken vil genere eller skæmme. Man kan bare plante et læbælte, hvis man ikke ønsker en jordvold, og trafikken vil hverken gøre fra eller til på Skanderborgvej. Det havde været noget andet, hvis det havde været ud til en lille vej,« siger Torben Jensen og fortsætter.
»Jeg forstår slet ikke argumentet med præcedens. En tilladelse vil jo altid bero på en vurdering af den konkrete ejendom. Det ville være noget andet, hvis der var en masse naboer, eller man inddrog egentlig dyrkbar landbrugsjord,« siger advokaten og konkluderer:
»Hvis kommunen gerne vil have virksomheder, hvorfor gør de det så besværligt? Det virker ikke til, kommunen er indstillet på at finde en konkret løsning, men mere opsat på at undgå at lave fejl.«
Ved at opgive Favrskov
Senest har Louise og Morten Nørgaard undersøgt muligheden for at drive deres virksomhed på adressen Kappa 14 i Søften, som er en landejendom, der grænser op til industrikvarteret. Det var deres opfattelse, at kommunen ville give en forhåndsgodkendelse, så de kunne købe ejendommen og komme i gang, men i en mail til ægteparret 30. september opremser kommunen en lang række forhold, der skal undersøges og afklares og eventuelt kan spænde ben for denne mulighed.
»Der er en masse forbehold, og vi kan måske få tilladelse efter halvandet år,« siger Morten Nørgaard, der efterhånden har opgivet at finde et sted i Favrskov Kommune.
»Det er helt vildt, hvad vi har brugt af tid og penge på det her. Vi vil helst være i kommunen, hvor vi bor, men vi må nok søge videre i en anden kommune.«
Svar fra kommunen
Lokalavisen har forelagt vognmandens kritik for Favrskov Kommune og fået svar fra Sidsel Homann, der er direktør i Teknik og Miljø afdelingen.
»I forhold til de nævnte forespørgsler på konkrete ejendomme er vi fra kommunens side forpligtet til at svare indenfor de rammer, der findes i lovgivningen. Dette har for eksempel betydning for godkendelse af erhvervsanvendelsen i landzone, hvor der findes en række begrænsninger i forhold til at etablere virksomheder i almindelighed og oplagsvirksomheder i særdeleshed. Samtidigt vil det næsten altid være nødvendigt at gennemføre naboorienteringer, før der kan træffes endelig beslutning, hvilket betyder, at vores svar på konkrete forespørgsler ofte vil være med forbehold. Mange anvender derfor betingede købsaftaler eller lignende,« skriver direktøren i en mail.
Lokalavisen har efterfølgende talt med direktøren og spurgt specifikt ind til landejendommen på Skanderborgvej 207.
Har vognmanden og hans advokat ikke ret i, at kommunen godt KUNNE give dispensation til at drive virksomheden derfra?
»Det grundlæggende formål med Planloven er at undgå spredt bebyggelse på landet. En virksomhed med meget oplag har et meget byagtigt udtryk, og derfor er vi meget tilbageholdende med at give den slags dispensation. Det er andre kommuner også,« svarer Sidsel Homann.
Teknik og Miljø direktøren peger på, at kommunen i flere omgange, blandt andet i foråret 2021 og primo 2022, har været i dialog med vognmanden om mulige placeringer på de erhvervsgrunde, kommunen har til salg, uden at det lykkedes at finde en kommunal grund, som opfylder virksomhedens ønsker til størrelse, placering og økonomi. Virksomheden valgte i stedet at undersøge andre mulige placeringer på egen hånd, oplyser Sidsel Homann.
Efter afslaget på landzonetilladelsen i juni angående Skanderborgvej 207 blev der i september afholdt et møde om Kappa 14. I den forbindelse gav Louise og Morten Nørgaard udtryk for deres frustration over, at de oplevede ikke at få hjælp fra Favrskov Kommune.
Efterfølgende skrev Plan- og byggechef Henrik H. K. Jepsen til parret, at det havde gjort stort indtryk at høre om deres to et halvt år lange søgning efter egnede erhvervsejendomme. Han tilbød samtidig at undersøge muligheden for at give landzonetilladelse på Kappa 14 samt gennemgå kommunens lokalplaner med henblik på at finde et egnet sted.
Louise og Morten svarede, det ville være dejligt, hvis han kunne gøre noget i forhold til Kappa 14, hvorefter han 30. september sendte den førnævnte mail, som vognmandsparret ikke føler, de kan bruge til noget, og ikke har svaret på.
»Vi vil fra kommunens side gerne hjælpe virksomheder med at lokalisere sig i Favrskov Kommune. Vi har derfor også i den konkrete sag tilbudt Vognmand Morten Nørgaard at hjælpe med at finde egnede placeringer, hvilket han ikke har taget imod,« siger Sidsel Homann, direktør i Teknik og Miljø.
I forholdet om tilslutningsafgift på den allerførste grund, vognmanden for to et halvt år siden var på udkig efter, kan Teknik og Miljødirektøren ikke genkende vognmandens udlægning. Tværtimod peger direktøren på, at prisen for den omtalte grund, som var til salg på kommunens hjemmeside fra april 2020, allerede indeholdt tilslutningsbidrag til Favrskov Forsyning, idet grunden tidligere havde været en del af en bebygget erhvervsgrund.