Stor Hammel-virksomhed solgt til Uno-X
Ipart Group bliver en del af Reitan.
Ipart Group, der holder til på Frankrigsvej i industrikvarteret syd for Hammel, er blevet solgt til Uno-X Mobility, som er moderselskab for Uno-X i Norge og Danmark.
De to virksomheder har i mange år samarbejdet omkring Uno-X’s udrulning af tankstationer, lynladere og svanemærkede vaskehaller, som Ipart er specialist i at udvikle og opsætte. Ipart har fokus på at færdigmontere så meget som muligt på fabrikken i Hammel for at minimere tidsforbruget på byggepladsen.
»I de senere år har vi satset meget på svanemærkede vaskehaller med Ipart som en vigtig leverandør. Med overtagelsen af Ipart Group får vi kontrol over forsyningskæden og sikrer os, vi kan føre vores planer ud i livet,« siger Jørgen Lindemann, der er administrerende direktør i Uno-X Danmark og konstitueret administrerende direktør i Ipart Group.
Han tilføjer:
»Det er vores ambition at videredrive og udvikle selskabet.«
Iparts grundlægger og nu tidligere ejer, Mads Vestergaard Krøgholt, fortsætter som udviklingschef under den nye ejer.
»Det er vigtigt for os, at Mads fortsætter hos os med det, han er god til, så det er vi rigtig glade for,« siger Jørgen Lindemann.
Brænder for udvikling
Mads Vestergaard Krøgholt fortæller, at det igennem længere tid har været hans ønske at træde lidt tilbage fra ledelsen, hvilket med salget til Uno-X Mobility nu er gået i opfyldelse.
»Mit hjerte brænder for udvikling, og det kan jeg nu fokusere på fremfor at drive virksomheden,« siger den tidligere ejer.
Er du ikke bekymret for at slippe kontrollen med selskabet?
»Jeg har kendt Uno-X gennem mange år og ved 100 procent, hvad jeg kigger ind i, så jeg er ikke bekymret og helt tryg ved at fortsætte som ansat,« siger Mads Vestergaard Krøgholt.
Han bor selv i Hammel og etablerede Ipart i 2016. Virksomheden har haft stor vækst og flyttede for godt et år siden ind i et nybygget hovedsæde på Frankrigsvej i Hammel.
I forbindelse med ejerskiftet er Jørgen Steensgaard fratrådt som administrerende direktør. Jørgen Lindemann er konstitueret direktør, indtil der er fundet en ny topchef for Ipart, der beskæftiger omkring 50 medarbejdere.