Der var et par nervepirrende dage i juni 1961, inden det stod klart, at jeg med hiv og sving var egnet til gymnasiet. Efter de afsluttende eksaminer på Frederikssundsvejens Skole var min mor til møde henne på skolen, mens jeg sad derhjemme og ventede med hjertet hamrende uden på tøjet, for det betød faktisk meget for mig.

Jeg havde jo besluttet, jeg ville være skolelærer, forløbet var allerede fastlagt oppe i mit hoved: Først de tre år i gymnasiet og så tre år på lærerseminarium. Det var ikke med min mors gode vilje, fandt jeg senere ud af.

Da vi havde fået succes med Gasolin’ i 1970’erne, sagde hun pludselig: ‘Det skuffede mig, at du ville være lærer dengang, Kim. Jeg havde virkelig regnet med, at du ville gå en anden vej for at blive forfatter, skuespiller eller sådan noget.’

Men den dag, min mor var til møde på skolen, vendte hun nu alligevel hjem med et stort smil. Jeg havde fået et gennemsnit, der lige rakte til en plads i gymnasiet, det var vist mg+, man skulle have, hvilket svarer til et syvtal på vore dages karakterskala, tror jeg. Ligesom alle andre i det storkøbenhavnske område fra Tårnby til Bispebjerg, der nu skulle i gymnasiet og kom fra familier uden akademiske traditioner, blev jeg hældt ind på Nørre Gymnasium eller Nørre G, som det blev kaldt, og som dengang lå i Gartnergade på Nørrebro. Midt i ‘Den sorte firkant’. På min første dag havde jeg ikke kun en kraftigt hævet kind, men også en ny frisure. Jeg havde lagt Elvis-håret ned, klippet de længste bølger af og redt de korte rester frem i panden. Det var en frisure, der blev kaldt jazzhår, og den var decideret skammelig i Nordvest. Her rendte Social-Benny, Sorte-Kaj og Jørgen-Træfod, Torben, Teddy, Arly, Palle og alle de andre rødder uden undtagelse rundt med anderumper, og lige pludselig kom Kim så med det der fimsede gymnasiehår.

Netop den frisure markerede en meget stor adskillelse mellem de mange drenge, der skulle i lære, og de forsvindende få, der skulle boge den i gymnasiet. Selv fætter Detlef grinede af mig, da han så mit nye hår.

Jeg kunne som sædvanlig heller ikke lade være med at skele lidt til det andet køn, som jeg havde så svært ved at komme tættere på.

På det område var jeg nu ved at skifte lejr, mente jeg, ved at kigge efter de finere jazzdamer i stedet for de billigere rocktøser.

Dem inde fra jazzsteder som Vingården var jo lidt smartere end dem fra Nordvest, så hvis jeg nu fik sådan en frisure, kunne det være, pigerne i gymnasiet bedre ville kunne lide mig.

Jamen altså. Som om det havde noget med frisuren at gøre, men klogere var man jo ikke. Nørre G havde oprindeligt været et pigegymnasium, og der var stadig massiv overvægt af piger på skolen. Jeg gjorde store øjne, da jeg trådte ind i min nysproglige klasse og så, at vi kun var tre og en halv dreng: mig, Svend – ham fra min gamle klasse i mellemskolen – en tredje fyr, og så en mærkelig fætter, som jeg straks døbte ‘den halve dreng’, fordi han altid holdt med pigerne. De var jo i kraftigt flertal i klassen, må man sige, og sådan nogle damer kan godt være intrigante og klikedannende, når de er i flok, og ham den halve dreng var dybt inde i deres sammenhold og sladderhistorier.

Blandt pigerne var der især én, som jeg havde fornemmelsen af at have set før, og som jeg allerede havde kigget grundigt ud den første dag, mens alle 1., 2. og 3. g’ere stod opmarcheret i den lille gymnastiksal, og rektor holdt sin tale. På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, jeg skulle gå i klasse med netop hende.

Hun havde en spadseredragt på, og jeg elsker jo spadseredragter, ja synes, det er noget af det smukkeste, en dame kan have på. Og så gik hun i små højhælede sko, var ikke ret stor og havde små og runde, lidt kommodeagtige ben.

Alt i alt ingen uskyldig Askepot, men heller ikke den onde, sexede stedmor, snarere noget helt tredje, som jeg ikke rigtigt kunne sætte ord på, og som fascinerede mig.

Hun havde kort drengehår, der var moderne til piger dengang, og det klædte hende afsindigt godt, det samme gjorde de fyldige kinder.

Pludselig var jeg klar over, at jeg engang havde set hende i biografen, i en lille forfilm, der handlede om Børnenes Kontor, en velgørenhedsorganisation, som ydede julehjælp til skolebørn fra udsatte familier. I filmen så man juleklokkerne inde på Strøget og hørte julesang, og så pludselig sagde en speakerstemme – jeg tror, det var Volmer-Sørensen: ‘Julen er en dejlig tid, og det er hjerternes tid, men for nogle er det en trist tid.’

Så kom en lille dreng og en lidt større pige på min alder gående hen ad gaden. Hun havde et ret specielt ansigt – akavet smukt, vil jeg sige – og hun lignede ikke nogen anden pige, jeg havde set før, og hun havde været pokkers dragende, huskede jeg.

Hende skulle jeg nu gå i klasse med. Hun hed Mariann, og jeg var varm på hende fra day number one. Desværre var hun ikke en skid interesseret i mig.