Nick Keir og Stephen Quigg på scenen i Skjød.

Nick Keir og Stephen Quigg på scenen i Skjød.

Stadig skotsk i Skjød Forsamlingshus

Så får Skjød Forsamlingshus igen besøg fra Skotland, nemlig af McCalmans uden McCalman

Af
Erling Baastrup

Nick Keir og Stephen Quigg går på scenen i forsamlingshuset i Skjød 17. marts kl. 20.00. De er begge fremtrædende repræsentanter for den skotske folkemusik, og de har spillet sammen i The McCalmans i mange år. Nu er Ian McCalman jo gået på pension, hvilket blev markeret med en forrygende afskedskoncert i Skjød Forsamlingshus i september sidste år. Nick og Stephen var kun et øjeblik om at beslutte sig for at fortsætte deres samarbejde, hvilket man er rigtig glad for i Skjød.
”Vi havde hørt lidt rygter om, at de nok ville fortsætte med at spille sammen, og vi er rigtig glade og stolte over at kunne præsentere dem i Skjød Forsamlingshus på deres første Danmarksturne sammen som duo,” lyder det fra Mette Johansen fra forsamlingshuset.
Stephen og Nick giver de traditionelle skotske sange et friskt og personligt præg og de spiller både egne og andres sange med stor musikalitet og masser af charme. Sangene akkompagneres af så forskellige instrumenter som guitar, fløjte, bodhran, mundharmonika og mandolin, hvilket gør koncerterne både udtryksfulde og varierede.
Billetter kan allerede nu købes på tlf. 8696 0286 eller ved at sende en mail til: ban@fibermail.dk
Pris på billetter er 125 kr. Efter koncerten kan der købes pølsebord.

Publiceret 01 February 2011 08:00