John Engelbrecht er humorens Robin Hood

Han tager nemlig fra de vittige og giver til de kedelige

Af
Erling Baastrup

Hvordan finder man livsglæden i hverdagen?  Det er spørgsmålet som John Engelbrecht fra Vejle bringer til Gjern Kultur- og Idrætscenter torsdag den 3. marts.

Filosof, kulturhistoriker, fremtidsforsker og forfatter til bl.a. ”Den intuitive tanke”,  John Engelbrecht er også blevet kaldt humorens Robin Hood;  han stjæler fra de vittige og gi’r til de kedelige !  Han er landskendt som en farverig og fornøjelig foredragsholder, der elegant og vittigt stiller skarpt ind på dybe spørgsmål. Han får folk til at tænke dybere over tilværelsen ved at koble humor med sin brede viden.

I aftenens oplæg vil han komme ind på glædens nødvendighed og spørger om positiv tænkning kan ændre mismod til livsmod, og omskabe modvind til fremdrift?  Kan man bekæmpe stress med humor og omtanke?  Er langsomhed nødvendigt?  Skal vi lærer at skynde os langsomt, for at få fornyet og forynget livssyn?  Lidt åndeligt kløpulver, kalder han det selv!

Mødet starter kl.19.30.  Billetter kan købes fra Bibliotekerne, silkeborgbilletten.dk eller Gjern Aftenskole.  Entré uden billet vil være muligt, så længe der er plads.
Arrangører er Gjern Bibliotek og Gjern Aftenskole.

Publiceret 20 February 2011 08:00