Ib Lundgaard Rasmussen kommer til Langå.

Ib Lundgaard Rasmussen kommer til Langå.

Er der liv i Universet?

Er vi mon alene eller findes der virkelig liv andre steder i universet? Kræver livet på Jorden nogle meget specielle forhold, eller kan liv faktisk opstå under nogle helt andre og mere barske betingelser, end vi hidtil har forestillet os?
Fredag den 29. april kl. 19.00 kan man muligvis få svar på nogle af disse spørgsmål, når seniorrådgiver Ib Lundgaard Rasmussen fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Institut for Rumforskning og -teknologi vil forsøge at give en indføring i den nyeste forskning inden for astrobiologien. Astrobiologien beskæftiger sig med fundamentale spørgsmål omkring udviklingen af liv på jorden, mulighederne for liv andre steder i vores solsystem, og hvorledes livet vil udvikle sig i fremtiden.
Ib Lundgaard Rasmussen har i mange år beskæftiget sig med emnet og vil med et rigt illustrativt materiale give sine bud på, hvor livet kommer fra, hvordan betingelserne var på Jorden i livets spæde begyndelse, og hvor vi skal lede efter liv andre steder i solsystemet eller i mælkevejen. Bagefter vil der være rig mulighed for at stille spørgsmål.
Foredraget vil finde sted i Kulturhuset i Langå og arrangeres af foreningen ”Foredrag i Langå” i samarbejde med projektet Forskningens Døgn. 
Der er gratis entré med mulighed for køb af kaffe, te og sodavand.

Publiceret 17 April 2011 17:00