Anne Mette Poulsen ved et af stederne ved Lilleåen: Bidstrup Bro.

Anne Mette Poulsen ved et af stederne ved Lilleåen: Bidstrup Bro.

Lilleåen fortæller fra fortiden

Et spændende projekt lanceres i februar. Der er fire hovedpersoner: Kulturring Østjylland, Lilleåen, arkivleder Poul Nørgaard og ikke mindst arkæolog Anne Mette Poulsen.

Af
Erling Baastrup

En dag bankede det på døren på Lokalhistorisk Arkiv i Hammel. Poul Nørgaaard bød indenfor til Anne Mette Poulsen fra Skjød. Hun ville godt have noget at lave, og så fostredes idéen om at lave noget kulturhistorisk undervisningsmateriale med udgangspunkt i Lilleåen.
Ud over undervisning er materialet, som Anne Mette afleverede forleden, også interessant for Favrskov Kommune ud fra en turist-vinkel. Kulturring Østjylland var med på idéen og kastede penge i projektet.

Fra udspring til udløb

Idéen er at følge Lilleåen fra udspring til udløb. Undervejs lave nogle nedslagspunkter, hvor forskellige emner tages op.
I Lading Mose, hvor Lilleåen har sit udspring, er der filmklip fra tidligere udgravninger. Det er fra oldtiden og jernalderen op mod den tid, hvor vikingerne huserede. Fra Hummeluhre er der helt aktuelle filmindslag fra den udgravning, der afsluttedes i sommer.

Anne Mette Poulsen med sin sparringspartner Poul Nørgaard.

Anne Mette Poulsen med sin sparringspartner Poul Nørgaard.

Niels Ebbesen

Længere nede ad åen gøres holdt ved Nørre Ris Voldsted. Her fortælles historierne, der knytter sig til Den Kulede Greve, der blev dræbt af Niels Ebbesen. En kamp mellem den danske lavadel og den tyske besættelsesmagt.

Næste stop er ved bl.a. Grundfør og Kollerup mølle, hvor der fortælles herregårdshistorie. Her er vi nået op til reformationstiden 15-1600.

Den kulturhistoriske sejltur med fokus på mennesker, bygninger og hændelser, slutter ved udløbet i Gudenåen i Langå. Anden verdenskrig bliver her emnet med bl.a. fokus på sabotagerne ved broen.

Sådan kommer den nye hjemmeside til at fremtræde.

Sådan kommer den nye hjemmeside til at fremtræde.

Binde Favrskov sammen

Idé og oplæg kom fra Poul Nørgaard, der er leder af hele Favrskovs lokalarkivers virksomhed: "Det har jo ikke været helt let at binde den nye kommune sammen, men Lilleåen har vi næsten alle til fælles. Og så er det jo et af Europas fineste ørredvandløb. Det svære har været at udvælge, hvad der skulle med i projektet," fortæller Poul Nørgaard, der også har været sparringspartner med Anne Mette under processen, men "det er hendes projekt."

Anne Mette er blevet meget bidt af lokalhistorien og vil gerne placeres på et lokalhistorisk arkiv.

Anne Mette er blevet meget bidt af lokalhistorien og vil gerne placeres på et lokalhistorisk arkiv.

Lært meget

For Anne Mette har det været lærerigt: "Jeg er meget imponeret over, hvad de mange frivillige klarer for vores lokalhistoriske arkiver. Og jeg vil gerne lave mere af den slags. Placer mig i et lokalhistorisk arkiv, så er jeg glad," lyder det fra Anne Mette, der dog et par dage efter aflevering af projektet skal lave udgravning for Moesgaard Museum.
Om det har været ensomt? "Både og. Jeg har jo fået lov selv at bestemme det meste."

Klik ind senere og se

Endnu kan man ikke høste frugterne af projektet, men i februar lanceres den hjemmeside, hvor det hele er med. Hvor man kan klikke sig frem til det hele. Billeder, film, lyd og historier. Enkelte opgaver er også indlagt.

"Materialet er tænkt til brug i gymnasierne og i folkeskolens udskoling, og man vil sende beskeder ud, når hjemmesiden er klar til brug. De går til skolerne, men også til seminarierne," fortæller Anne Mette Poulsen, der føler, hun afleverer et barn, men at det kommer i gode hænder.

 

Publiceret 22 November 2011 09:00