Alle bands/orkestre deltager frivilligt og modtager ingen betaling til festivalen. Arkivfoto

Alle bands/orkestre deltager frivilligt og modtager ingen betaling til festivalen. Arkivfoto

Alle lokale bands er inviteret:

Musikskole er klar med festival

'Musik InSide Favrskov' skal være musikfestival for rytmisk musik

Favrskov Favrskov Musikskole planlægger en musikevent i Hammel Inside. Tanken er at samle så mange orkestre og bands, som det er muligt at finde i Favrskov Kommune, unge som ældre, til en fælles dag med masser af musik. Datoen er sat til lørdag 21. marts.

Kommunen inviterer derfor alle orkestre og bands i Favrskov Kommune til at være med.

Hvert orkester skal komme med et program og har også mulighed for at gå rundt og lytte til andres koncerter. Programmet kan vare alt fra 15-45 min. Inside omdannes til en indendørs festival med min. to scener med professionel lydmand og grej.

Tidsrammen for dagens program afhænger af antallet af deltagere, jo flere deltagere, jo tidligere starter man. Forventet starttidspunkt er kl. 15-17, og så spilles der aftenen ud.

Musik ud til borgerne

Visionen er at få mere musik ud til borgerne, mere fællesskab omkring musikken og større samhørighed borgerne imellem. De optrædende bands får fornøjelsen af at spille på stort anlæg denne dag, og publikum får ligeledes lyd i en god kvalitet. Orkestrene kommer således til at fungere både som publikum og performere denne dag. Der er også tanker omkring at etablere nogle fællesaktiviteter/fællesnumre, således at det bliver muligt at spille og synge sammen med andre festivaldeltagere.

"Har man et orkester, der vil være med? Eller kender man nogen, der spiller i orkester her i Favrskov Kommune, så vil jeg gerne høre om dem, så jeg kan invitere dem. Vi bor jo i en kommune med store geografiske afstande, og det kan være meget tilfældigt, hvem der kender hvem, og hvad der sker af spændende musiske aktiviteter rundt omkring. Indtil videre har vi positive tilbagemeldinger fra Favrskov Gymnasium, Frijsendal Efterskole og selvfølgelig musikskolen," siger Lise Juliussen, underviser og koordinator på musikskolen.

Alle bands/orkestre deltager frivilligt og modtager ingen betaling. Deadline for tilmelding er 1. februar Tilmelding og spørgsmål rettes til Lise Juliussen på mail liju@favrskov.dk eller tlf. 89646161.

CV

Publiceret 25 January 2020 08:00