Kirkeklumme:

Februar er dér, hvor hverdagen for alvor vender tilbage

Af
Knud Bunde Fries

Sognepræst i Ulstrupbro, V. Velling og Sdr. Vinge sogne

Mens jeg sidder og skriver denne klumme, er vi stadig i januar måned, men februar er meget tæt på. Det har ført nogle tanker med sig om denne måned. Da jeg var barn, var jeg ikke så begejstret for januar og februar, og det var alene, fordi jeg syntes, at der var meget lang tid til, at det var jul igen.

Som voksen har jeg fået et andet forhold til februar. Jeg har lært at sætte pris på alle årets 12 måneder. Februar den korte vintermåned, hvor dagene bliver hastigt lysere, og foråret er lige om hjørnet. Julen har vi for længst lagt bag os, og måske også alle nytårsfortsætterne, som vi lovede os selv, at vi bestemt ville holde.

Måske blev de ikke til så meget, måske fik man alligevel lagt nogle dårlige vaner bag sig. Men det føles ofte som om, februar måned er dér, hvor hverdagen for alvor vender tilbage. Februar er kort, der findes flere legender, der forklarer hvorfor. Én af dem siger, at det var, fordi to romerske kejsere begge ville have en måned opkaldt efter sig, og den ene ville ikke stå tilbage for den anden, dvs. den kejser, som sidst besluttede at opkalde en måned efter sig, ville ikke have en kortere måned end den anden kejser, så han stjal en dag fra februar måned, fordi den alligevel var så kort.

Historien om februars længde er kun en legende fra en svunden tid, men februar kan nu alligevel synes meget nærværende, især når den byder på regn og gråvejr og dage, hvor man ikke ser solen. Men måske byder februar måned på sne. Det håber mine børn i hvert fald.

Og jeg kan godt forstå dem. Der er nu noget med sne. Alle ting kan pludseligt tage sig ud fra sin bedste side pakket ind i smuk hvid nyfalden sne, og sne kan give os lidt lys i en tid, hvor solen ikke er meget fremme. Sne kan også bringe mennesker sammen på en helt særlig måde. Man kan hjælpe sin nabo med snerydningen, eller man kan tale om vejret og finde gamle minder frem om dengang, hvor sneen stod meterhøj, og man ingen steder kunne komme.

Februar byder jo også på Fastelavn. Fastelavn, som jo oprindeligt var en fest for voksne, og hvor man slog sig løs, inden man skulle undvære kød i 40 dage. Nu er det i høj grad blevet børnenes fest, hvor der ikke bliver sparet på udklædningen og ansigtsmalingen. Og ja, måske kan man stille konkludere, at februar måned har mange gode kvaliteter: Fastelavn for børnene, og lysere dage og foråret lige om hjørnet for de voksne.

God februar måned.

Publiceret 16 February 2020 05:00