Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre. Pressefoto

Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre. Pressefoto

Debat:

S-spin må ikke vinde over den politiske substans

"Jeg håber, at det lykkes at få bragt saglighed, ordentlighed og fakta ind i forhandlingslokalet. Det kommer ikke af sig med den socialdemokratiske spinmaskine ved roret," skriver Birgit Liin (V)

Birgit Liin, medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre

DeBAT Mette Frederiksen cementerer sin magt ved hjælp af politiske ansættelser, strategisk kommunikation, undertrykkelse og mørklægning af data og central styring af ministrene. Statsministeren har taget hidtil usete metoder i anvendelse og hyrede eksempelvis i valgkampen unge influencere, der agerer på de sociale medier, for bedre at kunne påvirke de yngste vælgere.

Og ifølge en artikel i Berlingske (17.02.20) bliver forskere og uvildige eksperter, der udtaler sig offentligt, kontaktet af både partiansatte og spindoktorer med det formål at presse forskerne til at tie om forhold, der går partiet imod.

Det handler for regeringen om indpakningen frem for det politiske indhold. Om den glittede overflade i den politiske kommunikation og selviscenesættelsen frem for substans og saglighed. Det er et demokratisk problem.

Det er ikke tilfældigt, at regeringen ikke ville fremlægge beregningerne bag forslaget om udligningsreform, som vil koste Favrskov Kommune knap 41 mio. kr. pr. år. Ved at undlade at fremlægge beregningerne forsøgte regeringen at beholde forslaget på slagordsniveauet. Regeringens mørklægningstaktik stiller store krav til, at pressen udfylder sin rolle og afdækker forslagets manglende saglighed og skævvridningen til fordel for indflydelsesrige S-borgmestre.

Heldigvis har Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, utvetydigt tilkendegivet, at beregningerne skal på bordet, inden Venstre overhovedet vil indgå i forhandlinger. Til trods herfor fremlægger regeringen fortsat ikke det fulde datamateriale, men kun udvalgte dele, ligesom det efterhånden står klart, at der ikke findes fagligt belæg for regeringens udspil.

Jeg håber, at det lykkes at få bragt saglighed, ordentlighed og fakta ind i forhandlingslokalet. Det kommer ikke af sig med den socialdemokratiske spinmaskine ved roret.

Publiceret 22 February 2020 06:00