Eva Graabek, sognepræst i Laurbjerg, Værum og Ørum samt Søften-Foldby. Arkivfoto

Eva Graabek, sognepræst i Laurbjerg, Værum og Ørum samt Søften-Foldby. Arkivfoto

Præsteklumme:

Robusthed er en nødvendighed

Her ser du præsteklummen for uge 9. Skrevet af Eva Graabek

Af
Eva Graabek

sognepræst i Laurbjerg

Værum og Ørum samt Søften-Foldby

Robusthed er nødvendighed i den komplicerede verden, som er vores, og noget der har været fokus på ift. folkeskolen og børn, der oplever angst og angstrelaterede lidelser. Det er noget flere og flere mennesker oplever, måske netop fordi vi har skabt et liv og grundvilkår for os selv, som er for kompliceret til, at vores hjerne kan navigere i det.

Der er kun en vej, og det er at give den hjerne lidt ro. Jeg tvivler på, at mindfullness, som mange skoler bruger, er nok. Der skal en omprioritering til af vores samfund og synet på det væsentlige. Der er simpelthen nogen, der står af ræset, hvilket er sværere for børn at gøre.

Jeg ønsker robusthed for alle de mennesker, der føler angst og utilstrækkelighed. Men robusthed er måske også et begreb, vi kunne praktisere lidt mere, og jeg mener ikke det, at vi skal lære at trykke på pyt knappen, tværtimod, det handler mere om at tage sig selv og andre mere alvorligt. Lone Vesterdal, sognepræst, har skrevet en bog, der hedder ’Robust’, og hun skriver: ”Man får ikke fred, før man ligger i sin kiste.” Min gode veninde ville sige: ”Mængden af buler i gulvtæppet er konstant. Når man har fået lagt en bule ned, kommer der bare en anden bule et andet sted.”

Måske er man så heldig, at solen skinner, og varmen og godheden er mærkbar. Men under den største glæde rumsterer den aldrig svigtende vished om livets skrøbelighed, skriver Lone Vesterdal. Livet er knaldhamrende uretfærdigt, og verden er ikke et sted for svage sjæle. Alligevel er verden det eneste sted, vi har at leve i, og derfor er det ganske nødvendigt at se sig godt om, hvor kræfterne kan hentes fra.

Man kan med rimelighed undres over, at der lige netop til den mest slidsomme og krævende modgang hverken gives uddannelse eller eksamensbevis. Tilværelsen kaster blot sådan videre mennesker ud i de sværeste hændelser uden på forhånd forsigtigt at spørge til, om man nu også har de fornødne ressourcer. Om ens nerver kan klare det? Vi ville for eksempel ikke drømme om at lade folk køre rundt i trafikken uden først at have bestået teori og køreprøve, ligesom det er forbudt at gå på jagt uden at have lært at skyde.

Men modgang smides man brutalt ud i uden forudgående instruktioner eller læretid, og så må man ellers klare sig, som man nu kan. Modgangens virkelighed kan vi aldrig forberede os på, og samtidig er den det mest krævende, vi kommer til at opleve. Men vi kan øve os i robusthed, og her har kirken og bilen især gennem Paulus noget, vi kan bruge.

Paulus måtte i sit liv gennem et livslangt opgør med hans hidtidige opfattelse af menneskets egen magt, indflydelse og kontrol, og han oplevede selv eksistentiel usikkerhed, som han kaldte en torn i kødet i sine breve til de første kristne menigheder. Paulus kalder magtesløsheden, hvor mennesket indser og erkender sin skrøbelighed som vejen mod robusthed. Mennesket ligger sit liv i Guds hænder, og i denne tillid og overgivelse ligger den menneskelige robusthed, og der ud fra vokser styrken. Paulus arbejder med begreberne tro, håb og kærlighed, og sidde er bærende for den menneskelige robusthed og styrke. Og netop i bønnen, Fadervor, fastholdes mennesket i en identitet som grundlæggende afmægtig overfor de største trusler og fastholdes samtidig i en uforanderlig identitet som et barn, nært forbundet med Gud som en far.

Publiceret 01 March 2020 06:00