Kirkeklumme

Det slår revner

Af
Jakob Fink Sognepræst i Vejerslev-Aidt-Thorsø

Jeg vandt her til jul en kop i pakkeleg - den var jeg egentligt glad for. Men jeg tabte den på gulvet, og nu er der kommet en revne i den. Koppen kan stadigvæk bruges, men jeg kigger lidt skeptisk på revnen, hver gang jeg bruger koppen. Og jeg tænker, at på et eller andet tidspunkt ryger koppen nok ud.

Revner er normalt noget vi undgår. Revner er ubelejlige: Hvis der endeligt skal slås hul på et eller andet, en væg eller noget, så skal hullet gerne laves kontrolleret, så det bliver akkurat så stort som det var planlagt uden yderligere revner. For med en revne, ved man aldrig helt. En revne i en bilrude er f.eks. aldrig god, for lige pludselig går den tværs hen over ruden.

Men måske skal der alligevel revner til, ikke i kopper og bilruder - men i livets mentale konstruktioner, i vores tankebygninger og vaner.

Leonard Cohen sang engang:

“There is a crack - a crack in everything. That's how the light gets in.” (fra sangen, 'Anthem'). På dansk: “Der er en revne - en revne i alting. Det er sådan, at lyset kommer ind”

Ja, jeg er ikke den første (og nok heller ikke den sidste) der har fundet en stor visdom i den sætning.

For mig handler det om, den verden vi mennesker bygger op; om vores eget selvbillede og om de systemer, samfund, kulturer, ideologier, tanke- og handlemønstre, som vi alle er en del af. Vi tror måske vi har forstået tilværelsen i store træk. Vi tror måske, at det hele kun kan være på én bestemt måde. Og måske kan vi bedst lide det sådan - for den fortælling vi har lavet om verden og om os selv er tryg og velkendt.

Men Cohen påstår at der findes revner alle steder. Og det kan jo være skræmmende, hvis der kommer en revne på tværs af alt det man troede var sandt - alt det man klyngede sig til. Men det er så til gengæld også gennem revnerne at lyset kan komme ind. Og måske viser det sig at verden og livet, var lidt større og havde lidt flere nuancer end vi troede.

Som præst arbejder jeg et sted med mange konstruktioner: der er gamle kirkebygninger (som der helst ikke skulle komme for mange revner i), der er traditioner, bibeltekster, ritualer og dogmer. Hver søndag konstruerer jeg en prædiken på baggrund af disse gamle tekster, dogmer og min egen begrænsede forståelse og fantasi. Men mit håb og min bøn er at der altid må være revner i det jeg prædiker og i gudstjenesten, så der er plads til at lyset kan trænge ind. Så kan det godt være at revnerne kommer ubelejligt – men hvis det lukker lyset ind, så er det nok for det bedste.

For vi mennesker og kristne har i to tusinde år forsøgt at sætte Jesus i system, at forstå ham og bruge ham efter vores egen agenda. Men jeg håber og tror at Jesus stadigvæk er Guds revne i verdenshistorien og i vores liv - der kan lukke lys ind i mørke kroge og kældre. Hvordan? - Det ved man nok ikke før det sker…

Publiceret 08 March 2020 08:00