Med samarbejdet får de otte forsyningsselskaber adgang til eksperter, de ellers ikke har volumen til at tilknytte, fortæller direktør i Favrskov Forsyning, Sara Funch. Arkivfoto: Christina Johansen

Med samarbejdet får de otte forsyningsselskaber adgang til eksperter, de ellers ikke har volumen til at tilknytte, fortæller direktør i Favrskov Forsyning, Sara Funch. Arkivfoto: Christina Johansen

Jyske forsyningsselskaber går sammen i nyt serviceselskab

Otte jyske forsyningsselskaber går sammen i nyt samarbjede, der får hjemsted i Randers

samarbejde Favrskov Forsyning A/S, Syddjurs Spildevand A/S, Thisted Vand Service ApS, Morsø Forsyning A/S, Vesthimmerlands Forsyningsservice A/S, Mariagerfjord Vand A/S, Samsø Spildevand og Vandmiljø Randers A/S er selskaberne bag det nye samarbejde, der har til formål at bidrage til økonomisk effektivisering og skabe merværdi for ejerkredsen gennem rationel samdrift af en række relevante opgaver og ydelser.

Serviceselskabet, der fra 1. september får navnet Forsyningsservice, får hjemsted hos Vandmiljø Randers, der er ny i samarbejdet. Samtidig tiltræder direktør i Vandmiljø Randers, Peter Christensen, som direktør for Forsyningsservice.

Om baggrund for, at Vandmiljø Randers nu træder ind i ejerkredsen af Forsyningsservice, siger Peter Christensen:

"Vandmiljø Randers træder ind i ejerkredsen for at udbygge samarbejde med andre forsyninger på lige vilkår. Gennem tæt samarbejde på udvalgte områder opnår vi stordriftsfordele, som vi ikke kunne skabe alene. Og så er vi selvfølgelig stolte af, at Forsyningsservcie vil være hjemmehørende i Randers."

Den øvrige ejerkreds ser også frem til, at Vandmiljø Randers træder ind i samarbejdet. Direktør i Favrskov Forsyning, Sara Funch, udtaler sig:

"Vi er meget glad for at byde Vandmiljø Randers velkommen i det jyske samarbejde. Det er en stærk og spændende konstellation vi sætter i verden, og vi ser frem til at udvikle samarbejdet i den nye ejerkreds. Alle selskaberne har samme behov, ønsker og muligheder, og når vi rykker sammen, kan vi skabe større kompetencer og en højere grad af professionalisme inden for udvalgte områder og ydelser, end hvad selskabernes størrelse egentlig berettiger til,".

Med samarbejdet får de otte forsyningsselskaber adgang til eksperter, de ellers ikke har volumen til at tilknytte. Derudover får de mulighed for at effektivisere gennem stordriftsfordele og lære af hinanden gennem sparring.

Publiceret 08 September 2020 11:00