Foto: Lars Bertelsen

Foto: Lars Bertelsen

Elever på Østervangskolen går i store opdageres fodspor

naturvidenskab Når startskuddet for årets Naturvidenskabsfestival lyder 21. september er fire årgange på Østervangskolen klar. Det er 2. og 3. årgang fra indskolingen samt 6. og 7. årgang, som under festivalen vil fokusere på den danske H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen i 1820.

Årets Naturvidenskabsfestival handler om de store opdagelser, der har forandret vores verden. Tusindvis af skoleelever vil i den anledning fejre den store videnskabsmand H.C. Ørsted og hans opdagelse af elektromagnetismen. 6.a er allerede tyvstartet på arbejdet med magnetisme og elektromagnetisme, og skal blandt andet selv bygge elektromagneter i sammenhæng med årets tema for Naturvidenskabsfestivalen 'store opdagelser'.

"Vi vil gerne sætte fokus på naturvidenskaben og dens betydning for vores dagligliv. Mit håb er, at børnene bliver begejstrede for H.C. Ørsteds fantastiske arbejde og samtidig motiverede for at stille spørgsmål ved ting, de undrer sig over, og gennem praktisk erfaring får ny viden til måske selv at udvikle noget nyt og innovativt," siger lærer på Østervangskolen, Benjamin Bording.

Publiceret 18 September 2020 13:00