Thit Kirkeby-Hinrup. Foto: Privat

Thit Kirkeby-Hinrup. Foto: Privat

Præsteklummen:

Jeg elsker regler - for det meste

Denne uges præsteklumme er skrevet af soghnepræst Thit Kirkeby-Hinrup

Af
Thit Kirkeby-Hinrup

Sognepræst i Hvorslev, Gerning og Vellev kirker

kirkeklumme Min 5-årige datter sidder i sin autostol og undrer sig. "Moar, hvordan kan to biler køre forbi hinanden på vejen uden at køre ind i hinanden? Er det ikke farligt?" "Nej nej", forklarer jeg. "Det er slet ikke farligt. For vi har trafikregler og dem har alle voksne lært sig inden de fik lov at køre bil. Så vi ved, at vi skal blive på hver sin side af den hvide streg midt på vejen. Så sker der ikke noget farligt. Så er der plads til os alle."

Jeg elsker regler. De giver tryghed og frihed. De giver plads til os alle. Reglerne begrænser mig lidt, jeg kan ikke køre hvor jeg vil. Men de gør mig også fri fra at bekymre mig for at køre sammen med alle de modkørende biler. De gør mig tryg.

Det er godt at blive mindet om, for i disse dage har jeg ellers haft det lidt svært med regler. Jeg orker dem ikke rigtig længere. Der er kommet rigtig mange regler i 2020. Mange ændringer. Mange hensyn der skal tages. Både i mit arbejdsliv og i mit privatliv har det ført til mange aflysninger, ændringer, udskydelser. Nogen dage har jeg nemmere ved at se reglernes begrænsninger end den frihed de giver.

Men jeg leder. For inderst inde har jeg en tro på, at reglerne er til for at værne om os og vores frihed. Jeg tror på at hver eneste regel er til for at hjælpe og værne om de svageste. Det er ikke bare regler for reglernes skyld.

Vores kirker og sognehuse skal være et sted hvor alle trygt kan komme. Derfor skal vi naturligvis leve op til sundhedsmyndighedernes regler. I kirkerne skal nybagte forældre, ældre og svage kunne komme og føle sig trygge. De skal vide at de kan være en del af fællesskabet.

Vi har brug for at komme i kirkerne med vores glæder og sorger. Vi har brug for at høre ord der ikke kommer fra os selv, for at synge sammen, for at kunne byde nye familiemedlemmer velkommen i dåben, for at fejre kærligheden, for at tage afsked. At disse oplevelser nu må foregå med mundbind, håndsprit og afstand kan føles som begrænsninger. For det gør noget ved os, når vi dækker vores ansigter til, når vi holder afstand, når vores berøringer af fælles flader følges af en hurtig afspritning.

Alle disse tiltag til at mindske smittespredning føles i høj grad som afstand mellem mennesker. Som om vi tager afstand. Som om vi ikke vil fællesskabet. Som om vi ikke vil næstekærligheden. Det er svært at forestille sig den barmhjertige samaritaner med mundbind, håndsprit og afstand. Men måske er det netop det vi skal. Minde os selv om, at disse regler og tiltag i langt højere grad er for andres skyld end for vores egen. At vi gør noget for at undgå at smitte andre, mere udsatte og sårbare mennesker.

Jeg har så ofte læst historierne om Jesus, der tilsidesætter regler for reglernes skyld. Læst om hvordan han helbreder på sabbatten, selvom reglen siger at man skal holde hviledagen hellig. Læst om hvordan han og disciplene plukker aks, så de kan få mad på sabbatten. Hvordan han minder farisærerne om, at de jo stadig giver deres dyr vand, selvom det er hviledag.

Jeg har så ofte lyst til at tage Jesus til indtægt for at lave undtagelser for reglen, for næstekærlighedens skyld. Jeg har lyst til at give et kram, tage en hånd, lade lidt flere komme ind i kirkerne. For jeg kan jo se et behov for medmenneskelighed og fællesskab. Jeg fristes ofte til at tilsidesætte reglerne for andre menneskers skyld.

Men så lander vi i en verden, hvor den hvide streg midt på vejen ikke længere beskytter os.

Publiceret 27 September 2020 06:00