Brødrene Jonatan på 9 år og Jeppe på 4 samlede ind med deres familie i Hinnerup. Foto: Røde Kors Hadsten-Hinnerup

Brødrene Jonatan på 9 år og Jeppe på 4 samlede ind med deres familie i Hinnerup. Foto: Røde Kors Hadsten-Hinnerup

Røde Kors-indsamling slog rekord

Søndag 4. oktober løb årets landsindsamling af stablen og resultatet var over al forventning

favrskov Søndag 4. oktober gik frivillige på gaden i Røde Kors' tjeneste. For årets indsamlere var målet klart: at skrabe så mange penge ind som muligt til gavn for folk, der står alene herhjemme eller ude i verden.

Samlet set blev resultatet i Favrskov Kommune på overraskende 138.021,50 kroner. På landsplan bidrog danskerne med 13,5 millioner kroner.

De fire Røde Kors-afdelinger i Favrskov Kommune takker for donationerne og årets sponsorere Rema 1000 i Søften, Hadsten og Hammel, Kvickly Hadsten, Mammen ost, Min Købmand i Ulstrup, Daglig Brugsen i Ulstrup samt Meny i Thorsø.

Fra indsamlingslederne fortælles der historier om en særdeles hyggelig og givende dag på trods af corona-foranstaltningerne. I Hinnerup deltog en familie med tre børn, som alle tog prisen for at være nogle af de yngste indsamlere i kommunen. Familien splittede sig i to, så de kunne tage to ruter og derved få flere penge i indsamlingsbøssen. Desuden deltog 15 elever fra Hinnerup Friskole, som alle udviste et stort engagement.

I Hadsten havde den lokale Røde Kors afdeling skabt et samarbejde med Café Snakbar. Caféen blev brugt som ud- og indleveringssted, hvilket fungerede godt. I Thorsø-Ulstrup havde Familien Sørensen hele fem ruter at gennemføre, og her nød alle – ung som ældre – den raske gåtur.

sas

Publiceret 16 October 2020 19:00