Næste år følger BMW i4, som er en elektrisk sedan, og BMW iNext, en større eldrevet SUV. Foto: BMW

Næste år følger BMW i4, som er en elektrisk sedan, og BMW iNext, en større eldrevet SUV. Foto: BMW

BMW frigiver flere data på sin første nye elbil i årevis

Med navnet iX3 bliver det en SUV, og den kommer til Danmark i begyndelsen af 2021

Af
Christian Schacht

BMW BMW-fans har kun haft et valg, hvis de vil have en rendyrket elbil, og det har været den kantede i3, der har været i produktion siden 2014, men nu åbenbarer der sig snart flere muligheder.

Det første alternativ dukker op herhjemme i begyndelsen af næste år, og det er batteriudgaven af den kendte X3, der således får navnet iX3.

Interiøret minder til forveksling om det, vi kender fra de almindelige udgaver af X3. Foto: BMW

Interiøret minder til forveksling om det, vi kender fra de almindelige udgaver af X3. Foto: BMW

Bilen, der bliver produceret i Kina, har været vist ad flere omgange, men det er først nu, at vi har alle data på nyheden, der er sat i verden til at konkurrere med blandt andet lignende elektriske SUV'er fra Audi, Mercedes og Jaguar.

Forskellen fra X3-udgaverne med forbrændingsmotor er primært den lukkede grill og den blå staffage.

Rækkevidden bliver 460 km efter den officielle WLTP-norm for den slags biler, og strømmen til elmotoren kommer fra et batteri med en nettokapacitet på 80 kWh, mens motoren med 286 hk sidder ved bagakslen og således giver baghjulstræk. Bilen er markant svagere end konkurrenterne, der yder op mod 408 hk, men alligevel er accelerationen fra 0-100 km/ t. overstået på 6,8 sek.

BMW har udstyret iX3 med en lader på tre faser, som dermed kan håndtere 11 kW derhjemme i en wallboks eller ved de almindelige offentlige ladestandere. Lynladning er selvfølgelig også en mulighed, og her er effekten op til 150 kW. Ladeporten på BMW iX3 sidder i højre bagskærm.

SUV'en, der har X3 som udgangspunkt, skal bygges i Kina og derfra sendes til resten af verden. Foto: BMW

SUV'en, der har X3 som udgangspunkt, skal bygges i Kina og derfra sendes til resten af verden. Foto: BMW

Ingeniørerne har formået at installere batteri og elmotor, uden at det går særlig meget ud over bagagerummet, som dog er skrumpet 40 liter i forhold til de kendte versioner med benzin eller diesel. Der er mulighed for anhængertræk, men man må kun sætte op til 750 kg efter bilen, så campingvognen bliver meget lille.

Interiøret ligner i høj grad det, som kendes fra de andre i X3-familien. I BMW iX3 er logoet på rattet, gearstangen og andre elementer dog omkranset af den blå BMW i-farve.

Serieproduktionen af BMW iX3 starter senere på sommeren. Lanceringen vil først starte i Kina og derefter i europæiske lande, herunder Danmark.

Der foreligger endnu ingen danske priser, men i Tyskland koster iX3 fra 68.040 euro, og det er omtrent samme pris som basisudgaven af Audi e-tron, kaldet 50, som herhjemme starter ved 570.000 kr., så her har man formentlig niveauet.

Selvfølgelig med det forbehold, at vi ikke kender afgifterne for elbiler næste år. Næste BMW-elbil kommer senere i 2021 og bliver en femdørs coupé, der minder om en 3-serie gran coupé. Derudover er der en noget større SUV på vej, ligesom 5-serien, X1-og måske 3-serien dermed slutter sig til den næste generation af 7-serien, der også vil kunne leveres som rene elbiler.

Publiceret 25 December 2020 14:00