Himlens herlighed

Ugens præsteklumme er skrevet af Majbrit Billesø Rasmussen, som er sognepræst i Hammel-Voldby-Lading pastorat

Artiklens øverste billede
Majbrit Billesø Rasmussen, Sognepræst i Hammel-Voldby-Lading pastorat. Foto: PR

kirkeklumme Hvor langt er der op til himlen? Hvor lang tid tager det for regndråben at nå min pande? Mor, hvad tror du, der er deroppe? Hvor er solen, når det regner? Spørgsmålene stod i kø den regnfulde lørdag formiddag, hvor mine børn og jeg havde indtaget vores nye trampolin i haven og nu lå og tog et hvil – vel at mærke i regnvejr, men det kan også noget!

Og som vi lå der med ansigtet vendt mod himlen stod spørgsmålene altså i kø. Egentlig også hos mig selv. For at ligge der midt på trampolinen og nærmest skvulpe, som vandet i strandkanten gør det en sommerdag, med ansigtet vendt mod himlen, det sætter tankerne i gang. Det er betagende, fangende, forundrende og smukt at ligge og se op mod himlen – også på en regnvejrsdag. Det får mig til at føle mig så uendelig lille og universet så uendelig stort.

Himlen fortæller om Guds store og uendelige herlighed. Ikke kun de dage, hvor vi ligger os fladt ned og ser op mod himlen, nej alle dage…

Tænk på en morgen, hvor du stod og så solen stå op ude i horisonten. Hvordan den langsomt hævede sig op over jorden og rejste sig som en glødende ildkugle. Hvordan den kastede mere og mere af sit lys af sig. Hvordan dine øjne blev blændet og snart ikke længere kunne holdes i direkte kurs mod solens klare lys.

Tænk på en dag, hvor du gentagne gange så op mod solen på himlen. Hvordan solen langsomt, men sikkert flyttede sig og fulgte sin bane fra øst mod syd til vest sådan som den er fastlagt helt fra skabelsens morgen. Hvordan solen enten stod højt eller lavt på himlen alt efter hvilken årstid, det var. Var det en forårsdag, sommerdag, efterårsdag eller vinterdag?

Tænk på en aften, hvor du stod og så solen gå ned efter dagens arbejde. Måske med din elskede ved din side. I så hvordan solen sænkede sig ned under horisonten og dér gemte sig til en ny dag. Hvordan den gik sin vej for at lyse for andre.

Tænk på en nat, hvor du stod og så op på nattens mørke. Hvordan du så, at det faktisk ikke var helt mørkt, for månens bløde glød og blege lys lyste stille op. Hvordan alle stjernerne lidt efter lidt dukkede frem. Se dér og dér, sagde I til hinanden. De var der alle sammen – stjernebillederne, der tegnede sig så smukt på himmelen.

Himlen – en morgen, en dag, en aften, en nat. Den fortæller om Guds herlighed – også på en regnfuld lørdag! På sin helt egen stille og tavse måde og uden brug af ord fortæller himlen om Guds herlighed og hans fingres værk. Det gør mig blød i knæene. Og derfor er det ikke så dumt at ligge sig ned lige dér på trampolinen. Mærke at jeg er til – lille set op imod himlens storhed og uendelighed, men højt elsket!

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen