Samfundssind og næstekærlighed: Har vi lært noget i året, der er gået?

Artiklens øverste billede
Mette Krabbe, Sognepræst i Hadsten Storpastorat. Privatfoto

kirkeklumme Vi har i hvert fald lært et nyt ord, eller egentlig er det vist et gammelt ord, der er fundet frem af gemmerne. Jeg tænker på ordet samfundssind, som statsministeren i begyndelsen af corona-krisen flere gange opfordrede os til at udvise. Jeg synes, det er et godt ord. Det ligger godt i munden og de fleste af os ved også, hvad det betyder, nemlig at sætte hensynet til samfundet/den anden højere end egne interesser

I kirken kalder vi det for næstekærlighed. Man kan måske sige, at samfundssind er en sekulariserede udgave af næstekærligheden. Grundfortællingen bag begrebet næstekærlighed er fortællingen om Den Barmhjertige Samaritaner. Fortællingen om, hvordan en fremmede, en andenrangsborger kom en nødstedt førsteklassesborger til hjælp, efter at ingen af hans egne ville hjælpe ham.

Ifølge Søren Kierkegaard handler næstekærlighed om at kunne se. Det handler om at kunne se det andet menneske, som et menneske, der er ligeså meget menneske som én selv. Om det er konen, sønnen eller en fremmed vi ser, så ser vi et menneske, som os selv. En fordobbelse af os selv, kalder Kierkegaard det. Et menneske med de samme behov, med længsler og drømme, med følelser og håb. Næstekærlighed handler om at anerkende, at vi alle er menneskelige.

Siden coronakrisen brød ud har vi på egne krop mærket, hvordan vi i bund og grund er afhængige af hinanden. Vores frihed er blevet begrænset for at hjælpe hinanden og vores samfund igennem krisen på den mest skånsomme måde, og tallene viser, at vi har forstået budskabet. Og selvom vi efterhånden er ved at være godt møre, holder vi ud endnu. Langt de fleste af os kæmper fortsat med at overholde restriktioner, begrænse vores adfærd og nogle må endda ofre erhverv og arbejdsliv. Den kamp, der nu har stået på i over et år, er et påskebudskab, der vil noget. Den fortæller, at vi vægter livet højere end døden. Vi nægter at lade livet besejres af døden. Vi kæmper for livet. Vi kæmper for hinandens liv. Vi kæmper for fællesskabet på en måde, som ikke er set siden krigens tid. Det er som om, at vi i denne krise har fået hævet blikket og spørgsmålet er, om vi også på den anden side af krisen vil have blik for andre end os selv og vores nærmeste? Kan en sådan krise føre noget godt med sig? Sker der noget med vores selvforståelse? Kan den få os til at rette en større opmærksomhed mod de værdier, der binder os sammen som borgere, samfund og demokrati? Værdier som tillid, ansvar, samarbejde, respekt, initiativ, ildhu og omhu? Og frem for alt sammenhold trods forskelle? Lytter vi stadig til hinanden? Lytter vi til dem, vi er uenige med? Hvis ikke risikerer vi at komme ud af krisen som et endnu mere opdelt land. Et A- og et B-hold? Et land med stor afstand mellem centrum og periferi, som vi har set i USA de sidste år?

Jeg håber ikke, vi ender der, men er reglen, at skal en skelsættende begivenheder som eksempelvis en større krise påvirke os på en afgørende måde fremadrettet, så må der en beslutning til. Det kommer ikke af sig selv. Vi må beslutte os for det, på samme måde som den barmhjertige samaritaner besluttede sig for at stoppe op og gøre, hvad han kunne for at hjælpe. Hvis vi også efter krisen ønsker et samfund, der er båret af fællesskab og sammenhold, må vi holde fast i det blik, som krisen har givet os og igen og igen erindre hinanden om det.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen