Hils, for Guds skyld!

Artiklens øverste billede
Sara Holt Andersen, Konstitueret sognepræst i Laurbjerg-Værum-Ørum. Privatfoto

præsteklumme En ven kommer hen til mig og stikker bagdelen frem og spørger, om vi ikke skal have en ‘nummer’... altså hilse corona-sikkert med et slag med bagdelen. En anden insisterer på at hilse med et bravt stød med albuen. En tredje mener, at den bedste corona-sikre hilsen må være at samle hænderne i en opadgående spids foran brystet og på østerlandsk vis sige ‘namaste’ - som han har oversat for mig til ‘må din sjæl møde min sjæl’. Sikken kreativitet og morskab det bringer ind i mødet mellem os, at vi ikke længere kan hilse med den gode, gamle og selvfølgelige hånd. Og jo - også jeg savner hånd-hilsenen, men samtidig mødes jeg af et utal af charmerende nød-løsninger, som varmer.

Selvfølgelig er det nogle gange forvirrende. For hvem hilser hvordan? Selv kan jeg godt lide at løfte hånden med et ‘hej’ eller lægge hånden på hjertet. Og da kan det jo være akavet, når den anden svinger albuen - eller bagdelen - i den tomme luft. Men så er der jo noget vigtigt at snakke om! Og væsentligt. Det er det! Det med at hilse på. For når vi hilser, bygger vi bro. Vi ser hinanden og forbinder os med hinanden. Og over den bro-forbindelse kan mange ord og smil og vibrationer forplante sig og varme hjertet.

I gamle dage, og i knap så gamle dage, har hånd-hilsenen være en central del af kommunikationen mellem os: Man kunne give håndslag på noget, så viste man, at aftalen var i hus. Man kunne også tage handsken af og kaste den - så viste man, at der var krig undervejs. Eller man kunne nægte, eller mere diskret undgå, at give nogen hånd - så viste man foragt eller ligegyldighed.

På den måde ligger der ældgamle mønstre i vores kultur omkring det med hænder og hilsener. Og derfor er det også så vigtigt, at vi tænker os grundigt om og finder nye og charmerende måder at hilse på og bygge bro til hinanden på. For løfter vi ikke hænder eller albuer eller tilbyder en ‘nummer’, så markerer vi også noget. Måske ligegyldighed? Foragt? Selvoptagethed? Ubetænksomhed? Ja, det er svært at vide. Men lynhurtigt gnaver usikkerheden i den, der ikke er blevet hilst på.

Jesus var supergod til at hilse på folk. Det var før-coronatid, så han gav ungerne en ordentlig krammer og holdt dem helt tæt til sit hjerte. Og selv da han viste sig for disciplene efter opstandelsen, står der, at han ‘hilste på dem’. Jeg forestiller mig, at det var med et glimt i øjet. Og tænker videre: hvordan mon han ville have hilst i dag?

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen