Af jord er du kommet

Artiklens øverste billede
Anne-Petra Bandringa. Privatfoto

kirkeklumme Det er forår. Solen den skinner. Og det er virkelig dejligt. Foråret er min favoritårstid og det er altså ikke kun fordi, at jeg har fødselsdag i april måned, at jeg elsker foråret. Okay – indrømmet, det har måske en lille betydning. Men foråret for mig er også forbundet med noget andet og mere end fødselsdag og fejring; det er snevejr (åbenbart), det er den perfekte blå skyfri himmel, det er folk i parker der drikker en øl (i små grupper, bevares), det er påskeliljer, knop på træerne, den nærmest limegrønne farve på bøgebladet, det er en særlig duft af nyt liv og håb, en følelse af optimisme og en god sildemad til en påskefrokost. Måske gerne med en lille skarp ved siden af. Åh forår. Du emmer af nyt liv og glæde.

Det er særligt i naturen, at nyt liv om foråret er helt tydeligt; vintergækker, krokus og blade på træerne spirer frem og forandrer landskabet og de omgivelser, vi normalt bevæger os rundt i. Og hvis der er ét fænomen, der virkelig har fået comeback dette år, som har med bevægelse at gøre, så er det gåturen! Gåturen – den er det nye sort. Vi skal ud i det blå - ikke kun med klipklapper på – men med en god solid vandrestøvle og et termokrus med kaffe. Jeg er også en af dem, der har investeret i et par Salomon vandresko, så der kan traves nogle gode kilometer uden at få vabler.

Og jeg fortryder det ikke et øjeblik. For når jeg går sammen med resten af Århus om Brabrandsøen eller i Riis Skov, så bliver jeg mindet om, hvem jeg er. For det første, at jeg egentlig synes det er træls, at alle åbenbart skal gå rundt om Brabrandsøen eller i Riis Skov på samme tid som mig. Men for det andet også, at jeg er et menneske, der er bestemt at mit forhold til naturen. Ja dybest set, så kommer jeg af den samme jord som træet. Det er ord, vi altid hører til en kirkelig begravelse eller bisættelse; ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”.

Vi er født som jordiske mennesker og skabt sammen med hele den jordiske verden. Det hører med til at være et jordisk menneske, at vi engang skal dø og vende tilbage til jorden forstået i opstandelsens lys. På den måde, er vi en del af det biologiske kredsløb. Det er en tanke, der kan være svær at forholde sig til. Men ikke desto mindre, så fordrer den tanke, at vi skal passe på den natur, der omgiver os, fordi den er en del af os selv. Naturen er ikke blot en ressource til materiel velstand og lykke, hvis den forbliver det, så går det galt – der taler klimaforandringerne sit tydelige sprog. Hvis vi ødelægger naturen, så ødelægger vi også en lille flig af os selv og muligheden for at erkende hvem vi er som mennesker – og det er synd. For naturen har også en iboende værdi i kraft af, at den er skabt. Det skal jeg huske, næste gang jeg snører mine vandrestøvler og bevæger mig ud i solen sammen med resten af Aarhus.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen