Jeg kan huske…

Artiklens øverste billede

Af sognepræst Marie Hedegaard Thomsen, Hadsten Storpastorat

For et par uger siden var jeg på kursus om livsfortællinger – vore egne og andres. En af dagene fik vi stillet følgende opgave: Skriv ti sætninger, der begynder med ”Jeg kan huske…”. Vi skulle altså erindre ti minder fra vores eget liv, store som små – ikke tænke så meget over dem, bare skrive dem ned, som de dukkede op.

Mit første minde var fra somrene på Vestergaard, hvor hele familien sad rundt om det runde havebord, der bugnede af ærter, som skulle bælges. Vi fik 25 ører per fyldt bæger. Det var hyggeligt, og snakken gik. Mine barnefingre var dog ikke så hurtige, så min morfar byttede indimellem behændigt sit næsten fyldte bæger ud med mit halvtomme bæger, så jeg kunne nå i mål.

Jeg huskede det år, hvor min storebror helt og aldeles glemte min fødselsdag. Hvordan jeg tog det på dagen, har jeg ingen som helst erindring om – blev jeg ked af det, skuffet, vred eller ligeglad? Jeg aner det ikke. Men jeg husker til gengæld tydeligt, hvordan han dagen efter kom hjem med lækkerier fra bageren og to halv liters colaer (jeg fik min helt egen!). Vi sad ude ved havebordet i høj sol – bare os to – og jeg følte mig som den særligste lillesøster i hele verden.

Minderne fortsatte med at dukke op – det første kys og de timelange teenagekys, hvor tiden forsvandt. Jeg huskede nærmest med hele kroppen, dengang jeg sad på køkkengulvet med knust hjerte og følte, at jeg ikke længere eksisterede. Jeg huskede den nat i snestormen, hvor modet svigtede mit forelskede hjerte – livets store ”hvad nu hvis…”. Jeg huskede med stor taknemmelig, da døren blev åbnet af hende, der var meget dejligere, end jeg havde håbet. Det er 11 år siden nu.

Jeg huskede, da mine børn kom til verden. Hvordan den yngste blev kørt væk i al hast. Hvordan der pludselig var alt for stille. Og hvordan barnegråd kan være den lykkeligste lyd i verden, fordi gråd betyder liv.

Jeg huskede at sidde med vores førstefødte i mine arme. Midt i en decembernat, hvor der indenfor var dunkelt, lydsvagt og fortættet, næsten som den livmoder hun lige var kommet ud af. Jeg husker, at jeg fra den dag for altid var forandret. Jeg kunne et kort øjeblik bilde mig ind, at hun var min. Men sandheden er, at jeg for altid vil være hendes. Med hud og hår. Uanset. Jeg husker, at telefonen lyste lydløst op med glædesbud fra London. Jeg svarede med sagte stemme, som om min datter kunne gå i stykker, hvis jeg talte for højt. Imens råbte den nyslåede moster i den anden ende med stolthed i stemmen sin bestilling til bartenderen: ”Can I have your best glas of wine, please! I’m celebrating!”

De ti små sætninger bragte erindringer med sig. Lyslevende. I et gevaldigt rod med glæder og sorger, sådan som livet er, og med gaver, som jeg alt for længe havde glemt at takke for.

Marie Hedegaard Thomsen

Jeg kan huske… Opgaven sendte mig på en tour de force i det liv, som nu engang er mit. Ikke hele mit liv selvsagt, men brudstykker som filmklip, hvor alt stod klart med lyde og farver, ja følelser, stemninger, dufte og smage. De ti små sætninger bragte erindringer med sig. Lyslevende. I et gevaldigt rod med glæder og sorger, sådan som livet er, og med gaver, som jeg alt for længe havde glemt at takke for.

Jeg er heldig, at jeg kan huske. Altså, at jeg er i stand til det. Og heldig at jeg har meget godt at erindre. En dag vil hukommelsen formentlig svigte, og så vil mine kære måske forsøge at huske for mig. Genskabe min historie for mig. Genskabe den historie, vi har sammen. Men først og sidst er erindringerne mine. De er de mysterier, som jeg bærer med mig som byggesten i det liv og den livshistorie, der er min. Den, der har taget form og farve af andre mennesker – men som er oplevet af mig og dernæst erindret af mig.

Nogle minder vil vi gerne glemme, andre gemmer vi i hjertet som små skatte. Begge slags hører vores liv til. Sådan er det at være menneske i kød og blod, med fejl og mangler, skyld og svigt. Det har vi tilfælles, uanset hvordan vores liv ser ud. Og måske vil det blive tydeligt for os, hvis vi vover at dele vores egne erindringer – de skønne, de skæve, de sorgfulde og dem, vi helst vil glemme – og gå på åbent på opdagelse i andres.


Læs også

Del artiklen