Her er der kun åbent to dage om året: »Favrskovs største museum« slår dørene op

Borre Landbomuseum byder indenfor til et gratis besøg i fortiden.

Artiklens øverste billede
Søren Ravn og Bodil Rasmussen har boet på den firelængede gård i Borre i 30 år. Foto: CSJ

Hvor mange museer har lidt under corona-nedlukningerne, så er det ikke noget, de har mærket på Borre Landbomuseum. Her har de nemlig kun åbent to gange hvert år og ellers efter aftale.

Søndag 11. juli er det blevet tid til årets første åbningsdag.

Museet har Søren Ravn og Bodil Rasmussen indrettet i tre af deres gårds fire længer samt i flere tilbygninger.

Det er rendyrket Morten Korch idyl, når man kører ind på gårdspladsen, og lige så snart man træder ind ad døren til ét af museets lokaler, bliver man da også hurtigt hensat til fordums tider. Og lige som man tror, at man har set det hele, så er der liiige endnu et rum. Faktisk er der omkring 600-800 kvadratmeter spækket med effekter fra før krigen og helt op til start-80’erne indenfor blandt andet landbrug, frisør, skomager, smed, tømrer, mekaniker, køkken, anden husholdning, legetøj og en masse midt imellem.

»Vi joker jo nogle gange med, at vi er kommunens største museum - vi har udnyttet hver en ledig kvadratmeter,« siger Søren Ravn, og Bodil Rasmussen overtager:

»Jeg tror også nok, at mange bliver overraskede over, hvor meget her er at se.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Frisør-desken og spejlet her blev "reddet" fra udsmidning i Thorsø. Foto: CSJ

Gratis entré

Søren og Bodil har boet på den gamle firlængede gård på Bakkevej 16 i 30 år. For 20 år siden slog de for første gang stald-dørene op og bød indenfor.

Det var på ingen måde meningen, at parret skulle være museumsejere, men interessen for gamle ting tog lige så stille over og fyldte mere og mere.

»Nej, det var ikke meningen, at andre skulle se det, men det var heller ikke sjovt bare at have det stablet op. Så vi begyndte altså at åbne for gæster. Men vi gider ikke være bundet af det, så derfor er der altså kun åbent hus to gange årligt eller åbent efter aftale. Vi gider heller ikke skulle bruge energi på at tage entré, så det er gratis, og så må folk lægge et beløb i en bøtte, hvis de har lyst - og det er mange nu søde til,« siger Bodil Rasmussen.

Artiklen fortsætter under billedet:

Madam Blå i lange baner. Foto: CSJ

Det er nostalgien i de gamle effekter, som parret holder af.

»Og så er vi begge født på gårde med bedsteforældre og forældre, som var landmænd - faktisk er jeg også selv uddannet landmand. Så vi kan jo huske mange af effekterne fra dengang,« siger Bodil Rasmussen.

De gamle ting finder Bodil og Søren på markeder og auktioner, men efterhånden er det svært at gøre de gode fund, og desuden har de så mange effekter, at de er nødt til at sige nej til store ting, meeen:

»Hvis nu det er tilpas spændende, så lader vi os nok alligevel friste og flytter lidt rundt på tingene,« siger Søren Ravn.

På Borre Landbomuseum er der masser af remedier fra fordums tiders landliv. Meget er desuden fra lokalområdet. Foto: CSJ

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen