Følg historien i Harzen

En gang var Harzen delt i øst og vest. Det er der ikke mange tegn på i dag, og Harzen byder på aktiv ferie for hele familien

Artiklens øverste billede
Det går stærkt, når bobslæden kører ned ad bjerget. Man kan selv styre farten. Foto Seilbahnen Thale

De af os, der er gamle nok, kan huske, hvordan Tyskland så ud før murens fald i 1989. Det var dengang, Tyskland var delt i øst og vest, og det mærkede man også i smukke Harzen, der er et yndet turistmål for danskerne. Især fordi vi kan tage bilen til Harzen og udforske områdets mange muligheder for aktiv ferie for hele familien.

Hos FDM travel kender de alt til Harzen og hjælper bilister med at finde de rigtige steder i forhold til de behov og ønsker, der er til ferien.

»Når vi sender folk til Harzen i dag, så kører de gerne rundt og ser både noget af det gamle øst og det gamle vest, så det er en hel rundtur. Men i dag taler tyskerne jo ikke så meget om øst og vest. I dag er det bare Harzen,« fortæller Birgitte Vraadal, der er produktchef i FDM travel.

Grænsemur i Sorge

I den sydlige del af Harzen ligger grænsemuseet Grenzmuseum Sorge. Her finder man rester af den oprindelige grænsemur, der var i Harzen. Muren i museet står nøjagtig, hvor den stod, dengang Harzen var delt.

»Det er et spændende sted, og det giver et godt indblik i, hvordan man delte Tyskland i to, og hvad man gjorde for at holde landene adskilt,« fortæller Birgitte Vraadal, der selv kan huske, at Harzen var delt.

»Da jeg startede med at sælge rejser til Harzen, så var flere af byerne ukendte for mig, for de lå i det gamle øst. Men i dag, der kan man næsten ikke se forskellen. For alle steder har man gjort, hvad man kan for ikke at se den del af historien. Mange af de tidligere østbyer har gået gennem en stor forvandling, så de i dag fremstår om muligt endnu flottere end de gamle vestbyer,« fortæller produktchefen.

Harzen har forandret sig gennem årene. Har du opgivet Harzen for længst og tænker, at det nok er lige så kedeligt, som den tur til Harzen for 30 år siden, så er der nyt i vente.

»Harzen er blevet interessant igen. Og der sker virkelig meget for hele familien der. Det er ikke som de kedelige ture, vi måske kan huske, vores forældre tog os med på,« forklarer Birgitte Vraaland.

Udendørs aktiviteter

Harzen er kendt for sin fantastiske natur og for alle de udendørs aktiviteter, som der bydes på. Der er mange tilbud til hele familien, så man kan lave noget sammen og hver for sig.

»Det trækker i mange, at man gerne vil lave noget fysisk, når man har ferie. Det er i hvert fald det, vi hører fra vores kunder. Og der kan Harzen byde på det hele. Der er bjerge, søer, vandrestier, cykelruter, ja der er jo alt. Og så er der alle de gamle finde bindingsværkshuse og små hyggelige byer, « siger Birgitte Vraadal.

Bindingsværkshuse kan man finde i overflod i Quedlinburg i det nordøstlige Harzen. Den over 1000 år gamle by er højborg for bindingsværkshuse. Byen ligger i det hedengangne øst og har 1300 gamle bindingsværkshuse.

Heksedansepladsen

Skal man forfølge historien lidt, så anbefaler Birgitte Vraadal, at man besøger byen Thale.

»Specielt for børnene er det et sjovt sted. Det er her, hvor hekse og troldmændene mødes. Der er stolelift, hvor det roligt går op og ned igen, og der er Heksenes hus. Der er også mountainbike-ruter og en klatreskov. Der er virkelig noget for hele familien. Der kan man sagtes bruge en hel dag, « forklarer Birgitte Vraadal.

I Thale kan man også tage en svævebane op til Heksedansepladsen – Hexentanzplatz. Turen går 431 meter højt op, og man svæver over Bodedalen og har en fantastisk udsigt hele vejen op. Svæveturen tager otte minutter og længden er 720 meter.

»De fleste byer i Harzen har en svævebane, hvor man komme til toppen af det bjerg, som byen ligger ved,« fortæller Birgitte Vraadal.

Bobslæde ned ad bjerget

En af hendes personlige anbefalinger i Harzen er at prøve en bobslædetur ned ad et bjerg.

»Om sommeren er der mange steder rodelbahn – det er en form for bobslæde ned af bjerget, og det er mega sjovt,« fortæller Birgitte med et lille grin, der næsten indikerer, hvor meget sådan en tur kilder i maven.

I Hahnenkle kan man prøve en rodelbahn. Der går en svævebane op på bjerget Bocksberg. Og når man skal ned igen, så er der en bobslæde, der suser ned ad bjerget på skinner, og farten tager bare til, jo længere man kommer ned.

Hvis man bliver lidt på Bocksberg, så ligger der en bid af historien.

Bjerget var nemlig sted for en amerikansk radio-relæstation under den kolde krig. Amerikanerne havde til opgave at opretholde forskellige radioforbindelser. De forlod stedet i 1992, alt udstyret står der endnu som minde om en historisk tid.

Der er også et observationstårn bygget i 1976 på toppen.

Vandre i trætoppe

En anbefaling mere fra Birgitte lyder på vandring i trætoppene. Og vandring på Tysklands længste hængebro Titan, der flugter med dæmningen ved Rappbodetal og strækker sig over dalen med en total længde på hele 458,5 meter.

»Det kan give sus i maven, når den bevæger sig. Her er der også mulighed for at springe elastikspring,« fortæller Birgitte.

Skal man have mere sus i maven, så er der mulighed for at komme højt op i trætoppene og gå på vandring.

»Der er gangbroer i toppen af træerne, og så går man der og nyder udsigten fra de forskellige stier, man kan gå på,« forklarer produktchefen fra FDM Travel

I Bad Harzburg kurpark, 20 minutters kørsel fra Goslar, ligger der 1000 meter gangbroer i trætoppen. Undervejs er der oplevelsesstationer, som fortæller om naturen, dyrelivet og træernes betydning.

»Bagefter kan man få sig en god kop kaffe og kage. Kage, det skal man jo gerne have, når man er i Tyskland,« lyder det fra Birgitte Vraadal.

Så på den måde kom vi igennem Harzen med historie og både sus og sødt til maven.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen