Billetsalg og økonomi skranter: »Se nu at komme afsted til Busbjerg Spillene«

Økonomien bliver stram efter årets Busbjerg Spillene.

Artiklens øverste billede
Årets stykke er musicalen Annie. Pressefoto

Billetsalget til årets Busbjerg Spillene halter. Det betyder, at økonomien bliver særdeles stram, når regnestykket er gjort op.

»Jeg tror på, at vi går i nul. Vi kommer helt sikkert ikke til at lave et overskud - og vi kommer til at tage af kassebeholdningen,« lyder det fra Lisbeth Erfurth Gaba, der er presseansvarlig for friluftsspillet.

På de første otte forestillinger er der solgt 1468 billetter - normalen ligger på omkring 2000.

Til eksempel var der på næstsidste søndag til forestillingen Shrek solgt 608 billetter - i år hed det tal 350.

»Det er alt for lavt. Vi tror måske, at der stadig er corona-frygt,« siger Lisbeth Erfurth Gaba og fortsætter:

»Sidst vi spillede Annie for 11 år siden, var forestillingen ellers rigtig godt besøgt med 3.200 gæster, så vi var virkelig fortrøstningsfulde i år.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Afhængige af støtte

Selvom Busbjerg Spillene »ikke kan nå at indhente det tabte på de sidste tre forestillinger«, som Lisbeth Erfurth Gaba beskriver det, så er opfordringen fra hende alligevel klar:

»Se nu at komme afsted! Find tid i kalenderen og få købt de billetter. Det er virkelig en herlig forestilling, som fortjener at blive set.«

På den måde kan skaden mindskes, om man så må sige.

Busbjerg Spillene er Danmarks næstældste friluftsspil. Hvert år fra 1946 og frem til i dag har der været teater på Busbjerg i en ubrudt række - det vil sige lige indtil corona-aflysningen sidste år.

Og næste år vender spillene tilbage trods en stram økonomi, forudser Lisbeth Erfurth Gaba:

»Vi ser positivt på fremtiden og tror på, at vi også næste år kan lave en forestilling, men nu er vi virkelig dybt afhængige af kommunal støtte og opbakning fra vores sponsorer. Hvis kassen smækkes i nogle steder, ja, så bliver Busbjerg Spillene ikke til noget.«


Læs også

Del artiklen