Vejrsnakken fortrænger vaccinationskalender

Artiklens øverste billede

I søndags i kirken talte vi om vejret, og det er egentlig et kedeligt emne. Men det mindede mig om normaliteten. Jeg blev glad for snakken om helt almindelige dagligdags ligegyldigheder. For det slog mig, at sådan har det ikke været det seneste års tid.

Når vi ikke kan finde på andet at samtale om, så slår vi over i vejret. ’Ja, det er da også for galt med al den regn her i sommertiden.’ Og dén snak nød jeg, fortrængt var nemlig vaccinationskalender, smittetal og coronapas.

Samme morgen havde vi over morgenmaden i præstegården drøftet, om blødkogte æg bliver bedst ved seks eller seks og et halvt minut. En hyggelig snak om trivialiteter og normalitet, som er gode sider ved livet, og som blev tydeligt for mange i nedlukningen af landet.

Vi har stået midt i livet hele tiden under Covid-19-tiden, men det er som om, det kommer os i møde endnu stærkere i disse dage. Og det har jeg længtes efter og troet på. Det er jo også, hvad påskens begivenheder forkynder os, at der er åbninger og liv, nye muligheder for os.

Troen har for mange fået nye vinger det seneste år. Tro er lidenskab, ligesom forelskelse – ville Søren Kierkegaard sige. Og tro i en presset situation er en vej ud af fortvivlelsen.

At tro på Gud er at hengive sig til en bestemt holdning til tilværelsen. En holdning, hvor man på trods af oplevelsen af meningsløshed og tab, som vi f.eks. oplever her under coronaen, tør fastholde troen på mening og sammenhæng og håbet om det godes mulighed.

Tro er tillid. Men tro er aldrig sikkerhed. Den kristne tro forholder sig netop til det, der ikke kan ses, hverken med det blotte øje eller med fornuften. For det blotte øje er Kristus som Guds søn usynlig. For fornuften er han usandsynlig. Derfor kalder Kierkegaard troen en over-bevisning. Troen ligger over beviset i betydningen; den kan ikke bevises. Men troen har åbnet for et nyt syn på hverdagen for mange mennesker.

Jeg holder af hverdagen. Både i kirken og privat. Og med nye indsigter fra nedlukningen, har hverdagen fået endnu større værdi.

René Høeg

Vi befinder os i det, man i kirken kalder Trinitatis-tiden. Hverdagstiden, som varer helt hen til sidste søndag i kirkeåret, kun afbrudt af Allehelgen. Jeg holder af hverdagen. Både i kirken og privat. Og med nye indsigter fra nedlukningen, har hverdagen fået endnu større værdi. Ja, jeg nød at være til frisør forleden, som aldrig før.

Frisøren og jeg talte sammen i et væk. Hun glemte at spørge efter mit coronapas. Jeg havde det i inderlommen, men vi snakkede så godt, at jeg tænkte, ’livet trænger sig så meget på, at hun har glemt det.’ For det var ikke bare et rutinebesøg, det var to mennesker, som udvekslede indsigter fra en periode, hvor mennesker har følt sig afsondret fra hinanden. Det var guld.

PS. Et blødkogt æg skal have præcis seks minutter.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen