Biblioteket anbefaler: Sommerkrimier

Som den kvikke læser vil opdage, er overskriften dobbelttydig. For mange er kriminalromaner den oplagte afslappende ferielekture, og her kommer tre meget forskellige bud, som får mine allervarmeste (tø-hø) anbefalinger med!

Artiklens øverste billede

Fra mafialand

Krimi Forfatteren har selv fungeret som statsanklager med speciale i mafiakriminalitet og har skrevet en anbefalelsesværdig serie om forsvarsadvokaten Guido Guerrieri, som imidlertid ikke optræder i denne bog. I stedet møder vi seniorsergent Pietro Fenogli, som samarbejder med anklageren i en speget sag, hvor den lokale mafia i Bari er i intern krig. Sagen eskalerer, da mafiabossens søn kidnappes og findes død efter løsepengene er betalt, og et ledende medlem vælger at samarbejde med myndighederne for at redde sit eget skind. Romanen bygger på virkelige begivenheder i 1992, hvor dommer Giovanni Falcone blev dræbt ved et bombeangreb mod hans bileskorte. Det er en meget intens og spændende krimi, der giver et uhyggeligt indblik i, hvordan mafiaen i hvert fald i starten af halvfemserne gennemsyrede alt i Syditalien.

Den kolde sommer. Af Gianrico Carofiglio

Romanen bygger på virkelige begivenheder i 1992, hvor dommer Giovanni Falcone blev dræbt ved et bombeangreb mod hans bileskorte.

'Den kolde sommer' af Gianrico Carofiglio

Et nyt makkerpar

Krimi Dette forfatterpar - hun kendt som kriminalreporter på TV2, han som mangeårig journalist på Politiken - fik straks stor opmærksomhed i medierne, da de udgav første bind i serien om politifolkene Stine Kristiansen og Martin Juncker, som er blevet degraderet til en stilling som landbetjent i en sjællandsk flække. Terrorangreb i København og mord i provinsen driver plottet i spændende og velkomponerede romaner, hvor forfatterne også får inkorporeret en række hverdagsagtige oplevelser i handlingen, uden at de går ud over flowet. Efter det første bind ’Vinterland’ er vi nået til sommeren, hvor der sker et par mord foruroligende tæt på Martin selv. Bind tre er på trapperne, og jeg kan næsten ikke vente!

Satans sommer. Af Kim Faber og Janni Pedersen


Barske sager

Krimi Jeg har lige opdaget en ny fremragende krimiserie, men må advare mod meget udpenslede voldshandlinger. Kan man klare det, får man til gengæld nuancerede personskildringer af lidt skæve eksistenser, endda tilsat lidt humor. Vi befinder os i det nordlige England, og naturen spiller også en rolle. Politimanden Washington Poe har været suspenderet efter en tidligere sag, og han er stadig ikke på god fod med sin chef. Sammen med sin makker, den lynende intelligente men socialt akavede Tilly, går han ind i en sag om en stjernekoks forsvundne datter. Kokken er dømt for at have myrdet sin datter, da hun pludselig dukker op og forsvinder igen. Kan DNA lyve? Poe bliver truet på sin faglige stolthed, og nogen vil have ham ned med nakken her i seriens 2. bind.

Sort sommer. Af M.W. Craven

-

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen