Beboere med udviklingshæmning har malet stor væg-collage

12 beboere har i fællesskab udsmykket bosted i Hadsten.

Artiklens øverste billede
Kunstnerne fik blomster og diplomer til fernisering. Privatfoto

De 12 beboere på bostedet Ellemosevej 28A i Hadsten har hver uge i flere år malet ved kunstterapeut Dorthe Møller Henriksen fra Aarhus.

»Det er der kommet rigtig mange billeder, fortællinger og intense øjeblikke ud af,« fortæller kunstterapeuten, der til daglig kaldes Dorthe Kunst.

Billederne bliver udstillet rundt omkring i huset eller givet væk som gaver til familie og venner.

Beboerne har været fordelt på tre hold, men under corona har de alle arbejdet sammen om en stor væg-collage på 1,3 x 3 meter, som alle har bidraget med et eller flere billeder til.

12 beboere på bosted har i fællesskab malet denne væg-collage på 1,3 x 3 meter. Privatfoto

»På holdene arbejdes der ikke alene med at lære om farver, form og materialer, men i særlig grad også at lære det at fungere sammen i en gruppe. Og det har dette projekt understøttet. Der er opstået et større fællesskab både på de enkelte malehold, men også på kryds og tværs af holdene i forbindelse med projektet. Igennem billederne bliver beboerne mere synlige for hinanden: ’Jeg bliver set og jeg ser de andre’. Det understøtter det gode fællesskab, og der skabes en større accept af hinanden via det store fælles maleprojekt,« fortæller Dorthe Kunst.

I sidste uge var der fernisering på den store væg-collage, der nu hænger i trappeopgangen på bostedet i Hadsten.

Kunstterapeut Dorthe Møller Henriksen og beboer Stine H. Almskou, der har bidraget med et billede til kunstværket og klippede den røde snor til ferniseringen. Privatfoto

»I har været flittige, og alle har nu medvirket til, at huset har fået et nyt kunstværk. Og det at male giver ro og glæde, og nye venskaber er opstået,« sagde kunstterapeuten i sin tale til de fremmødte og de 12 kunstnere: Karina, Morten, Heidi, Mikkel, Søren, Rasmus, Christina, Christian, Ronni, Stine, Jeanett og Anne, som alle fik diplom og roser.

jr

Læs også

Del artiklen