De livsfarlige fejl?

Artiklens øverste billede
Lene Stander: Foto: Privat

Jeg var engang på et kursus, hvor vi fik vist et billede. Det forestillede et fad fyldt med mange store flotte modne og lækre jordbær. Vi blev spurgt om, hvad vi lagde mærke til, når vi så på billedet. Alle hæftede sig ved, at der blandt de lækre jordbær lå ét, kun ét, men dog et råddent jordbær. Ikke én nævnte de store flotte og lækre.

Denne mekanisme er menneskelig. Vi bemærker ”fejlen.” Vi bemærker ”truslen.” Urmennesket i os er kodet gennem tusinder af generationer til at løbe eller kæmpe, når vi møder en trussel.

Nu er et råddent jordbær jo ikke rigtig en trussel. Men det rådne jordbær vækker alligevel vores opmærksomhed. Vi rynker på næsen, fordi det er en lagret erfaring i os, at urmennesket let kunne dø af en forkert bid. En giftig plante eller fordærvet mad kunne så let som ingenting gøre det af med en.

Det kan også ske i dag, men heldigvis er vi i dag langt bedre hjulpet af viden og af videnskabelige metoder, hvis uheldet er ude. Jeg var meget taknemmelig over at kunne få kyndig vejledning fra giftlinjen en dag, hvor vores yngste stod med en vase i hånden og sagde, at vandet smagte ulækkert. Blomsterne havde han i den anden hånd. Dem havde han heldigvis ikke også smagt på.

Det er nedarvet erfaring, at vi skal være opmærksomme og scanne vores liv for trusler, derfor falder blikket på det rådne jordbær. Potentielt livreddende mekanisme, hvis der var tale om livsfare.

Lige så nyttigt som denne mekanisme var for vores forfædre, kan det være nyttigt for os i dag at udfordre den. I hvert fald, når der ikke er tale om en trusler. Hvorfor skal ét råddent jordbær ødelægge glæden ved fadet i sin helhed?

Det er en udbredt praksis, at vi alt for ofte benytter os af ”find fem fejl” i stedet for at hæfte os ved ”de 95 rigtige.” Vi har efterhånden fået opbygget en kultur, hvor det er skamfuldt at fejle. Præstationsangst fylder meget i dag. Der tales om, at de unge bliver syge af det. Faktisk tror jeg, at mange flere, end vi lige er opmærksomme på, bliver syge af denne usunde fejlkultur.

Vi er ikke en fejl, fordi vi begår dem. At tro det vil være en fejl. 

Jeg har hørt Kasper Hjulmand tale om en sund fejlkultur. Jeg spidsede ører, for hvordan kan ordet sund og ordet fejl bruges i samme sætning? Det gjorde Hjulmand. Ret opbyggeligt. Han talte om, at fejl er velkomne, for de kan bringe holdet og den enkelte spiller videre. I den optik er fejl ikke farlige. Ikke noget man skal væk fra, ikke noget, der skal dækkes over, eller problematiseres, men noget der nærmest kan frisætte til prøve igen.

Vi ved det jo godt, ikke?

Det fejlfrie liv findes ikke. Det fejlfrie menneske findes ikke. Domprovst Gerda Jessen insisterer i et foredrag på selve retten til at fejle, fordi det er menneskeligt.

Hermed giver jeg en opfordring videre: Lev frimodigt med fejl og mangler, i hvert fald så længe, der ikke er tale om livstruende tilstande.

Hvilken forskel gør det mon, om man ser de 95 rigtige, og om man i øvrigt accepterer, at fejl er en del af livet og kan bruges positivt? Jeg har en fornemmelse af, at det er langt mere opbyggeligt at se sine medmennesker - og sig selv for den sags skyld – i lyset af alt det, vi gør rigtigt, og at vi til stadighed får masser af muligheder for at prøve igen.

Vi er ikke en fejl, fordi vi begår dem. At tro det vil være en fejl.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen