Lørdagsåbent og hyggelige aktiviteter på bibliotekerne

Nu starter en ny sæson med lørdagsbetjening på bibliotekerne i Hinnerup, Hadsten og Hammel.

Artiklens øverste billede
En ny sæson er skudt i gang med lørdagsbetjening på bibliotekerne i Hinnerup, Hadsten og Hammel. Foto: Privat

Der er et væld af hyggelige og sjove aktiviteter i vente, når bibliotekerne i Hinnerup, Hadsten og Hammel igen holder åbent med betjening lørdage kl. 10-13.

Lørdag 2. oktober er især dedikeret til de mindste borgere, når der er ’Rytmik for de yngste’ på Ulstrup og Hinnerup Biblioteker. Musikpædagoger fra Favrskov Musikskole spiller og synger med de 1-5-årige og deres voksne.

De kommende lørdage byder på gode oplevelser for hele familien. Lørdag 9. oktober er der foredrag om droneflyvning på Hammel Bibliotek, hvor Lene Koldsø, der er uddannet dronefører, viser sin drone frem.

Lørdag 16. oktober inviterer Hinnerup Bibliotek til fællessang, hvor børn og voksne kan prøve kræfter med at synge i kor. I Hammel er der æbledag i samarbejde med Haveselskabet, Hammel Kreds, og så er det Hadsten Biblioteks tur til at tilbyde ’Rytmik for de yngste’.

På Favrskov Bibliotekernes hjemmeside favrskovbib.dk kan man se aktiviteterne for alle de kommende lørdage. De fleste aktiviteter er gratis og kræver ikke tilmelding, men der kan være et begrænset antal pladser.

sas

Læs også