Film-folk fra Hammel står bag dum komedie med positivt budskab

En helt ny serie i fem afsnit har set dagens lys. Salamiboy er titlen, og bag den står tre unge film-folk fra Hammel blandt andre.

Artiklens øverste billede
Kort sagt handler Salamiboy om Frederik, spillet af Frederik Hauge, som har meget store brystvorter. Han bliver pludselig et symbol for folk med anderledes kroppe, da en video af ham går viralt på de sociale medier. Pressefoto

»En dum komedie forklædt som selvhøjtidelig ungdomsserie.«

Med de ord beskriver Jes Bergholt Bach ganske kort den serie i fem afsnit, som han og en gruppe kammerater har begået.

Navnet på serien er Salamiboy. De to idémænd er Theis Holmstrup og Jes Bergholt Bach, og hovedrolleindehaveren er Frederik Hauge. Alle tre er fra Hammel.

Kort sagt handler serien om Frederik, som er næsten ligesom alle andre gymnasiedrenge, bortset fra at han har et helt særligt problem, som han forsøger at skjule for omverdenen: Han har meget store brystvorter. En dag går en video af Frederik med bar overkrop viralt på de sociale medier, og pludselig bliver Frederik modvilligt et symbol for folk med anderledes kroppe - en krops-aktivist uden egentlig helt at have lyst til at være det. Frederik må derfor først finde styrken til at acceptere sig selv, før han kan blive det ikon, der kan ændre verden.

»På overfladen er det super dumt, men den har et godt og positivt budskab: Alle er helt ok, som de er. Det er en højaktuel tematik, som måske mest har kredset om piger/kvinder hidtil,« siger Jes Bergholt Bach.

Salamiboy er netop blevet udgivet på TV SYD’s YouTube-kanal.

Det er ikke hverdagsløjer at få limet store brystvorter på. Frederik Hauge ser da også noget skeptisk ud. Pressefoto

Passions-drevet

Salamiboy opstod egentlig i form af en tre minutters sketch tilbage i 2016, men 28-årige Jes og Theis følte, at historien kunne noget mere, så da de i 2018 ville lave et film-projekt henover sommeren, blev Salamiboy genoplivet.

Til deres held var Frederik Hauge igen klar på at spille drengen med de store brystvorter.

»Jeg kender jo lidt Theis og Jes fra gamle dage i Hammel, og så har vi gået på samme filmskole på samme tid,« siger Frederik Hauge og fortsætter:

»Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville være med og lægge en masse gratis arbejdstimer i det. Jeg syntes jo, at Jes og Theis havde lavet nogle sjove ting, og jeg kendte deres humor - den lægger sig meget op af min. Og jeg synes virkelig, at det har været sjovt. Det har været en god læring i, hvor meget arbejdet kan bære lønnen i sig selv.«

Hele produktionen har nemlig været helt og aldeles passions-drevet uden økonomiske midler.

»Det er ligesom vores svendestykke, som er lavet helt uden penge - så tænk, hvad vi kan lave med penge. Det er forhåbentlig første trin til noget stort,« siger Jes Bergholt Bach, der sammen med Theis Gavnbo Holmstrup og to andre kammerater, Simon Edelberg og Magnus Porsmose, har startet filmproduktionsselskabet Styrvolt med base i Filmbyen i Aarhus - de har alle en baggrund i den danske filmuddannelse ‘Multiplatform Storytelling and Production’.

Filmproduktionsselskabet Styrvolt består af Jes Bergholt Bach (forrest) og Theis Holmstrup, Simon Edelberg Jensen samt Magnus Porsmose Petersen (fra venstre til højre)

Ambitionerne steg

Udgangspunktet for Salamiboy var, som nævnt, at det skulle være et projekt, som gutterne brugte deres sommer på. Men ambitionerne steg:

»Vi sagde til os selv, at det bare var noget, vi hyggede os med, og hvis andre ikke kunne lide det, så pyt med det. Men så blev det alligevel mere ambitiøst, end vi troede. Jo flere kræfter, vi lagde i det, jo mindre var vi tilfredse med, at det bare blev, hvad det blev,« siger Jes Bergholt Bach.

»Da vi nærmede os enden, synes vi alligevel også, at det var synd, hvis serien kun skulle vises på vores egen YouTube-kanal. Vi var dog også godt klar over, at vi nok ikke kunne finde den helt store platform, men skulle lande på et mellemstort sted. Det er lidt en niche-fortælling, og vi vidste, at det ville være svært at sælge den, men med TV SYD var der en god dialog, og de kunne se ideen med det hele,« fortsætter Jes Bergholt Bach, som er glad for at TV SYD tog i mod med åbne arme:

»Det giver lidt serien et stempel af en reel produktion,« siger han.

Hvis man er lokalkendt i Hammel, vil man formentlig kunne genkende flere lokationer i Salamiboy. Tre af folkene bag serien er nemlig fra Hammel. Dertil kommer, at storebroderen til Frederik Hauge (på billedet) har lavet en del af musikken. Pressefoto

Fremtiden

Hvad er så forhåbningen for fremtiden?

»Det er ikke fordi, vi regner med, at det bliver det helt store virale hit. Men vi håber, at serien rammer godt. Vi ser selv op til serier som Casper og Mandrilaftalen, som ingen kunne lide i begyndelsen, men som nu er blevet kult. Det scenarie kan vi drømme om. Altså at serien på den måde kan blive bygget op,« siger Jes Bergholt Bach.

»Vi håber, at så mange som muligt vil se den, for den kan noget helt særligt. Jeg føler i hvert fald, at den har noget af byde på, og at den er underholdende. Jeg håber også, at serien kan bidrage til, at Jes og Theis kan få lov at lave mere, som jeg så kan få lov at være med i,« fortsætter Frederik Hauge med et smil.

Han lagde selv ud med at ville lave film, men fandt ud af, at han i virkeligheden synes, at det var sjovere at spille med i dem. Derfor har han også søgt ind på skuespilskolen, men er endnu ikke sluppet gennem nåleøjet. Derfor gælder det nu i stedet uddannelsen til tv- og medietilrettelægger på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Men er det store mål mon Hollywood?

»Forhåbentlig står den da på Hollywood engang,« siger 26-årige Frederik Hauge med et glimt i øjet.

»Ja, vi siger ikke nej til Hollywood,« supplerer Jes Bergholt Bach, som desuden gerne vil slå er slag for at trække mere fiktion til Jylland.

Til daglig plages Salamiboy af klassens bølle Noah. Pressefoto

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen