350.000 kroner til sheltere, legeplads, bro og klubhus

Seks projekter modtager penge fra Fritidspuljen - mellem 20.000 og 135.000 kroner.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: AdobeStock

Kultur- og Fritidsudvalget har netop besluttet, hvilke projekter som skal modtage penge fra Fritidspuljens 2. runde.

16 ansøgninger er kommet ind. Samlet set er der søgt om støttebeløb på 1.736.000 kroner, men med 350.000 kroner tilbage i fritidspuljen for i år siger det sig selv, at alle ikke er sluppet gennem nåleøjet.

Projekterne vægtes efter, hvad der kommer flest muligt til gode, hvad der har et solidt lokalt ejerskab, hvad der kan vedligeholdes og driftes lokalt, hvad der er umiddelbart realiserbare, samt hvad der udføres i samarbejde mellem forskellige aktører, foreninger, borgergrupper eller lignende.

Undervejs i processen har repræsentanter fra Folkeoplysningsudvalget, Spejdersamrådet og Favrskov Idrætssamvirke givet sparring, før Kultur- og Fritidsudvalget altså på sit seneste møde besluttede, at følgende modtager støtte:

  • DCH Hinnerup får 135.000 kroner til genopbygning af klubhus.
  • DDS Hammeluglerne får 50.000 kroner til bålhytte og sheltere i Engedalen.
  • Hadbjerg Borgerforening får 20.000 kroner til bro, brændeskur og tørkloset i Hadbjerg Skov.
  • Hinnerup Rideklub får 35.000 kroner til etablering af sheltere hos rideklubben.
  • KFUM-spejderne Hadsten får 60.000 kroner til en 3-fløjet shelter.
  • Svenstrup Borgerforening får 50.000 kroner til etablering af legeplads i Svenstrup.

Selvom der ikke i første omgang var penge at hente til en ny discgolf-bane i Mølleskoven i Hammel, så er Kultur- og Fritidsudvalget meget positivt indstillet overfor forslaget. Derfor har udvalget bedt foreningen Hammel GF Discgolf om, i samarbejde med forvaltningen, at gå i dialog med de øvrige interessenter i området for at få forslaget konkretiseret. Derefter kan foreningen søge Fritidspuljen igen næste år.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen