Hinnerup kommer med i aarhusiansk kunstprojekt

Udsmykning på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus bliver en del af kunstprojektet Our Hidden Rainbow

Artiklens øverste billede
Endevæg i trapperummet på 1. sal. Privatfoto

Den aarhusianske kunstner Vibeke Lawaetz skal lave en udsmykning på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Udsmykningen bliver en del af kunstprojektet Our Hidden Rainbow og tænkes udført på endevæggen i foyeren med glastårnet i trapperummet i tre niveauer – endevæggene har et samlet areal på 25 kvadratmeter.

Our Hidden Rainbow består af 10 flader i 10 forskellige rum rundt omkring på virksomheder og kulturinstitutioner i Aarhus. Hver flade eller væg skal udsmykkes monokromt, det vil sige i en bestemt farve eller nuancer heraf. Tilsammen opnår man farverne fra regnbuen, ligesom i Your Rainbow Panorama på toppen af Aros.

Vibeke Lawaetz har udsmykket blandt andet Godsbanen, C. F. Møllers tegnestue, Sct. Pauls Kirke, TDC, Aarhus Universitet og FOF, og nu kommer turen altså til Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, som bliver det første værk udenfor Aarhus, der bliver en del af Our Hidden Rainbow.

Tilskud

Kunstprojektet blev til i forbindelse med, at Aarhus i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad, og med den tidligere aarhusianske kulturrådmand Torben Brandi Nielsen, tidligere Aros-museumsdirektør Jens Erik Sørensen og kunstneren Vibeke Lawaetz som idémagerne. Når alle 10 udsmykninger er færdiggjort, bliver værkerne samlet i en bog.

Vibeke Lawaetz vil i forbindelse med arbejdsprocessen lave en lokal workshop for børn, som skal male monokrome værker, der bliver udstillet på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Biblioteket har ansøgt både Statens Kunstfond og Favrskov Kommunes pulje til kulturinitiativer om et tilskud på 50.000 kroner til projektet. Kulturforvaltningen vurderer, at udsmykningen har høj kunstnerisk kvalitet, og lægger vægt på, at mange kan opleve den med placeringen på biblioteket, og politikerne i Kultur og Fritidsudvalget har sagt god for at give et kommunalt tilskud på 50.000 kroner.

Hinnerup Bibliotek & Kulturhus betaler selv 20.000 kroner i udgifter til indvielse, workshop og et foredrag om Our Hidden Rainbow.

Et fantastisk hus

Kunstneren Vibeke Lawaetz har i september og oktober haft en udstilling i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, og det var i den forbindelse, udsmykningen kom op at vende.

»Hun kendte ikke vores hus, men syntes, det var et fantastisk sted, som kunne blive en del af kunstprojektet,« fortæller bibliotekar Birgit Stensgaard fra Hinnerup Bibliotek & Kulturhus.

Bibliotekaren måtte dog skuffe kunstneren med, at man ikke havde en stor nok væg til projektet. Nogle dage senere gik Birgit Stensgaard rundt og fik øje på trapperummet med de tre niveauer og tilsammen 25 kvadratmeter endevæg, som kunne anvendes til formålet, hvilket Vibeke Lawaetz med på.

Værket i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus skal være kraplak, som er en rødlig farve.

Hinnerup Bibliotek & Kulturhus mangler at få svar på ansøgningen om tilskud Statens Kunstfond, så finansieringen af udsmykningen er endnu ikke helt på plads, fortæller bibliotekar Birgit Stensgaard.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen