Kildeklumpernes dans fra Hinnerup til Kolding

Line Frøslev står bag kommunal udsmykning i Kolding med inddragelse af børn og voksne: Papirklip skulpturer i kæmpestørrelse.

Artiklens øverste billede
Line Frøslev. Pressefoto

Billedkunstner og kunstformidler, Line Frøslev, Hinnerup, blev for to et halvt år siden kontaktet af Katrine Stenum fra Trapholt Museet. Hun havde fået opgaven at kuratere en kunstner til at stå for en kommunal udsmykning af Koldings største, og helt nye, daginstitution, Kildemosen. Kildemosen ønskede sig et stort, skulpturelt værk, et vartegn som skal byde velkommen ved institutionen.

»Og valget var faldet på mig. De fik, hvad de ønskede sig i Kolding, og med en højde på 2,6 meter for den højeste af de i alt 5 skulpturer blev det også et stort værk,« fortæller Line Frøslev, der blandt andet blev valgt til opgaven på grund af hendes store erfaring med participatoriske kunstprojekter – projekter hvor hun inddrager både børn og voksne ”brugere” i den kunstneriske proces.

I dette tilfælde handlede det om at gå i tæt dialog med institutionen og få børnene inddraget i projektet gennem et kunstprojekt, hvor de selv var aktive.

Fire fantasivæsner

Line Frøslev holdt workshops for personalet og ”klædte dem på” til at arbejde kunstnerisk med børnene i et stort projekt som optakt til udsmykningen.

Gennem det projekt formulerede børnene, sammen med personalet, fortællinger om huset, og der blev udviklet 4 fiktive fantasivæsner: Kildeklumperne Hekild, Lukilla, Kærkilla og Engkild, som med forskellige egenskaber, knytter sig til institutionens 4 huse. De 4 huse, Heden, Lunden, Kæret og Engen, rummer hver især 4 børnegrupper, som har navne, der refererer til naturen for eksempel spidsmus, skovstjerner og viber. I det færdige værk kan børnene fra Engen altså genkende deres egne ”stuer” i skulpturen Engkild, som har lærkevinger, vibetoppe, mariehøns i armene og brumbasser i maven og søvnige, dovne øjne fordi han elsker at ligge og sove i græsset.

Børnenes tanker

Udover at børnene var aktivt skabende gennem det store kunstprojekt, blev der skrevet et digt om ”Kildeklumperne”.

Siden holdt Line Frøslev workshops for mindre grupper af børn, hvor de tegnede og fortalte om deres tanker om ”Kildeklumperne”. Undervejs har børnene ”stået model” for skulpturerne på det store areal foran institutionen, hvor værket er placeret og de har i det hele taget fulgt med med stor nysgerrighed.

Efterfølgende indsamlede hun børnenes og personalets fortællinger, så på alle deres kunstværker og visuelle fortolkninger af hvordan ”Kildeklumperne” ser ud.

Mor til alle

»På baggrund af alle de input gik jeg i gang med at skabe de fire Kildeklumper i min fortolkning. Jeg tog udgangspunkt i digtet, børnenes fortællinger og i husets værdier og opbygning. I løbet af processen blev det mig klart, at der måtte være en 5. Kildeklump: Morkilla, mor til dem alle sammen,« fortæller Line Frøslev videre.

»Det er et værk, som taler til både børn og voksne og som rummer fortællinger, husets daglige brugere vil kunne genkende i værket. Samtidig vil værket vække nysgerrighed. Man kan gå på opdagelse i det, og det opfordrer til både bevægelse (man kan løbe gennem skulpturerne, eftertanke (man kan sidde under dem og se lyset falde gennem alle de fine udskæringer på ens hud og grusunderlaget, og nye traditioner kan opstå: Man kan for eksempel bruge Kærkillas mave som ramme for et foto, når man starter i børnehaven efter sommerferien, og man kan lege ”bro-bro brille”. Eller man kan tegne skulpturerne og de skygger, de fine udskæringer kaster.«

Om aftenen, når mørket falder på, oplyses Kildeklumperne indefra af en lyssætning, der understreger værkets titel ”Kildeklumpernes dans” idet lyset langsomt og umærkeligt skifter og giver fornemmelsen af bevægelse.

Det færdige værk er nu monteret i Kolding foran Kildemosen, og der er fernisering fredag 19. november kl. 13.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d

gs

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen