Juletræet i Hammel tændes på fredag

Julehygge, julegodter og julemusik. Traditionerne holdes i hævd, når julemanden tænder træet i Hammel.

Artiklens øverste billede
Der dukker sædvanligvis en del hundrede mennesker op til juletræstændingen i Hammel. Arkivfoto: CSJ

Vi ved alle, at julemanden har travlt i denne tid, men alligevel er det lykkedes ham at presse et besøg i Hammel ind på fredag 19. november klokken 17.00. Her vil han traditionen tro få hjælp af byens børn til at tænde juletræet for enden af Østergade.

»Og ganske som sædvanligt har han lovet at tage slikposer med til alle børn,« fortæller eventansvarlig i Hammel Handel, Allan Bo Andresen, som altså øjensynligt har en direkte forbindelse til selveste julemanden - dét er da misundelsesværdigt.

Hele festligheden på fredag begynder klokken 16.30, hvor der er ”opvarmning” med julemusik tilsat jule-fjollerier.

»Vi sørger for, at vi ikke kommer til at fryse,« siger Allan Bo Andresen, som tilføjer, at byens butikker serverer varm kakao og gløgg efter juletræstændingen, ligesom der kan købes æbleskiver og kage i opstillede julehuse - alt sammen akkompagneret af musik fra Brass Band Dacapo.

Byens butikker holder desuden åbent til klokken 19 denne dag.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen