Biblioteket anbefaler: Bogåret 2021

2021 har været et år med genåbninger og restriktioner, men også med store litterære oplevelser. Under corona er flere danskere begyndt at læse, og det er vi på Favrskov Bibliotekerne selvfølgelig rigtig glade for. Til denne klumme har jeg udvalgt tre af de bøger, jeg læste i løbet af 2021, og som hver især har præget mit forgangne år.

Artiklens øverste billede

Det 21. århundredes ”I have a dream”

Digt Året blev skudt i gang med to vigtige begivenheder: 6. januar stormede Donald Trumps tilhængere kongresbygningen i Washington, og 20. januar blev Amanda Gorman verdenskendt med digtet ”The Hill We Climb”, som hun oplæste til Joe Bidens indsættelse. Digtet, som jeg hurtigt anskaffede mig, er Gormans humanistiske forsøg på at bygge bro og lappe en nation sammen, der politisk blev splittet ad under Donald Trumps præsidentskab. Digtet er ikke altid specielt vellykket sprogligt, men dets politiske budskab og timing har gjort det til et undgåeligt værk og en tidløs klassiker.

Bjerget vi bestiger/The Hill We Climb. Af Amanda Gorman



Et amerikansk ikons svanesang

Essaysamling Hun er heldigvis ikke død endnu, Joan Didion, men med sine 87 år er det ikke underligt, at det amerikanske forfatterikon har valgt at opsummere sit virke med essaysamlingen ”Let me tell you what I mean”. Siden 1960´erne har Didion været en essentiel del af det amerikanske kulturliv, og hun har i mange år været et af mine store idoler. Hun er mest kendt for ”Et år med magisk tænkning” (om tab og sorg) samt sine essays, hvor hun i et skarpt, sensitivt og livsklogt sprog har undersøgt alt fra hippiebevægelsen i 1960´ernes Californien til internettets krinkelkroge i begyndelsen af 00’erne. Joan Didions nyeste essaysamling er et potpourri af både gamle og nye tekster, hvor hun undersøger sit eget forfatterskab og sin egen rolle som forfatter og essayist.

Let me tell you what I mean. Af Joan Didion. Findes på eReolen som både e-bog og lydbog



Finurlig og mørk japansk samfundskritik

Roman Den japanske forfatter Sayaka Murata tog i 2019 verden med storm med romanen ”Døgnkioskmennesket”, og nu er hun igen aktuel på dansk med romanen ”Jordboerne”. Romanen er en både uhyggelig og rørende fortælling om mennesker, der går til ekstreme yderligheder for at være dem de er. Det er en roman om kvinden Natsuki, hendes fætter Yuu og deres fælles tro på, at de i virkeligheden er rumvæsner fra planeten Popinpobopia. Langsomt vokser romanen sig mørkere, indtil den nærmest tager karakter af horror, og den er derfor ikke for alle og enhver. Men hvis du elsker det mørke, det underlige og det subtilt samfundskritiske, vil ”Jordboerne” bestemt være noget for dig.

Jordboerne. Af Sayaka Murata


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Favrskov direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Lokalavisen Favrskovs nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Favrskov på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen