Godt nytår!

Artiklens øverste billede
Majbrit Billesø Rasmussen, sognepræst i Hammel, Voldby og Lading pastorat.

Hvert år op til jul vises der i TV mange julefilm for både børn og voksne. Fælles for dem alle er stort set uden undtagelse, at alt til sidst synes idyllisk, fredfyldt eller ligefrem romantisk. Ja, julestemningen bliver til sidst redet og alt ånder fred og ro. Det er dog ikke altid, at virkelighedens jul svarer til forventningernes. Det er ikke altid idyl, fredfyldt eller romantisk. Der kan være dage, også juledage eller endda juleaftner, som kan være både tunge og svære at komme igennem, fordi uenighed, vrede, fortrydelse, bitterhed, skuffelse eller sorg kan mærkes særlig tydeligt i netop disse dage.

Nu er juleaften og de første juledage forbi. Måske levede de op til de forventninger, vi hver især havde?! Måske åndede alt fred og ro efter en hæsblæsende og hektisk december med gaveindkøb, julebagning og kø til testcenteret?! Måske blev det en idyllisk og romantisk jul?! Måske blev julen svær, fordi sorg og svære følelser blandede sig med glæden?!

Uanset hvordan vores jul blev, så er det vigtigt at slå fast, at julens ærinde ikke er at være en idyllisk og perfekt højtid. For det var ikke ren og skær idyl, der rådede den nat, hvor Jesus blev født. Denne nat var ikke en nat som de andre. Denne nat var alt kaos. Pludselig måtte de vordende forældre rejse afsted. Veerne tog til. Der var ikke plads, hvor de håbefulde forældre forventede og midt i hø og halm i en stald blev Jesus født. Og ude på marken blev hyrderne ikke i første omgang fyldt af glæde, da de fra englene hørte om fødslen. Hyrderne blev tværtimod grebet af stor frygt. Og de lykkelige forældre havde knap nok fødslen overstået, inden bekymring og frygt for barnet overmandede deres lykke, for en konge ville slå deres lille dreng ihjel.

Nej, juleevangeliet er ikke ren og skær idyl. Til gengæld er det en fortælling om verden og livet, præcis som vi kender det. Jesus blev født ind i den virkelige verden og ikke ind i en idyllisk udgave af verden.

Majbritt Billesø Rasmussen, sognepræst i Hammel-Voldby-Lading pastorat.

Nej, juleevangeliet er ikke ren og skær idyl. Til gengæld er det en fortælling om verden og livet, præcis som vi kender det. Jesus blev født ind i den virkelige verden og ikke ind i en idyllisk udgave af verden. Jesus blev født ind i den verden, hvor glæde og sorg, forventning og skuffelse, orden og kaos går hånd i hånd hele livet igennem.

Ja, Jesus blev født ind i den verden, der ikke altid lever op til en perfekt jul – og deri er julens sande glæde: at Gud er der, hvor vi er. Han sendte sin søn til os her på jorden, fordi han ville være så tæt på os som muligt med sin kærlighed og sit nærvær. Og netop dén glæde lever videre, også når de sidste julelys på juletræet er brændt ned og alle raketter og bordbomber er fyret af nytårsaften. Selv når hverdagen – lige om lidt – igen indfinder sig med både glæder og sorger, forventninger og skuffelser, orden og kaos. Julens glæde varer hele året. Lad os fejre netop det, hele året!

Godt Nytår!

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen